mandag den 30. december 2013

Tore Kvæven: Hård er mit lands lov, 2013

I år 1010 ligger det norske skib Havjærven ved Tiberens bred i Rom med 140 mand ombord - en blanding af røvere og retskafne mænd. Togtet på vej dertil har været tyndt. Kun handelen ser ud til at gå godt. Men mændene er sultne efter mere og længes efter at bruge deres kræfter.
Nordboen Ulfr med de isfarvede øjne og det benhvide hår går om bord med et bestemt formål. Han vil have Havjærven og vikingerne gennem Serkland (Spanien) og dybt ind i Blåland (Afrika), hvor ingen hvid mand har været før. Men som rejsen skrider frem, og vikingerne kommer dybere og dybere ind i Afrika, finder de ud af, at ikke alle fjender kan slås ned med økser og sværd.
Det er storslået. Tore Kvæven formår at fremstille et fint persongalleri af både gode personligheder og mere arketypiske figurer i sit tænkte vikingetogt op ad Congofloden, hvor dagsordenen fra lederen Ulfrs side viser sig at være en noget anden, end den han lagde frem for besætningen, da han overtog togtet i Rom. Mødet mellem de blege men bomstærke og seje vikinger og den tropevarme flod i junglen, som de sejler op ad i jagt på guld, giver gode modsætninger og stærke billeder.
Det er en voldsomt barsk bog, hvor blod, tarme og afhuggede lemmer flyder både på bådens dæk og Blålands støvede jord. Kvæven giver da også Cormac McCarthy og hans Blodets meridian credit for inspiration. Ikke en bog for sarte maver...
Men er du til gode røverhistorier, rejsebeskriverlser, drab, gamle maskuline dyder og rænkespil, så er Hård er mit lands lov et rigtigt godt valg til femhundrede siders drabelig underholdning. Flot bog!
****  
(Rosenkilde & Bahnhof, 512 sider. Udgivet 26. august 2013. Oversat af Lene B. Sørensen fra norsk: Hard er mitt lands lov, 2011)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

fredag den 27. december 2013

Laurent Benet: HhhH (Himmlers hjerne hedder Heydrich), 2013

Den franske forfatter Laurent Binet fik i 2010 den højeste franske ltterære pris Prix Goncourt for sin noget usædvanlige roman om mordet i Prag i 1942 på den tyske Rigsprotektor i Tjekkiet og nr. 2 i det tyske SS-hierarki Reinhard Heydrich - med god grund kaldt "det blonde bestie" af tilsyneladende både tilhængere og fjender. Og når jeg skriver "noget usædvanlige roman", er det, fordi Binet i høj grad lader overvejelserne om sin egen skriveproces indgå som et stort element i bogen, noget der er ret spændende men som gik hen og blev noget irriterende for min læselyst til tider...
To mænd, tjekken Jan Kubis og slovakken Jozef Gabzik, får i 1941 til opgave at likvidere den frygtede Reinhard Heydrich, som har den uindskrænkede magt i protektoratet Tjekkiet efter indlemmelsen i Tyskland i marts 1939. Man følger i krydsklip de to og Heydrich frem til det attentat, der den 27. maj 1942 sårer Heydrich og forårsager hans død. 
Desuden skriver Laurent Binet om sin fascination af figuren Heydrich og af sine to helte og om de overvejelser, han gør sig om at fremstille historiske personer i fiktionsform. Det er somme tider interessant men bliver også temmelig anstrengende at læse om, da det bestemt ikke er alle forfatterens overvejelser, der er lige vedkommende - især ikke efterhånden som de samme overvejelser også nogle gange bliver gentaget. Jeg er ret sikker på at Binet fik Goncourtprisen for netop de overvejelser, men mig virkede det i stigende grad forstyrrende for den ellers gode og spændende historie bag likvideringen af en af Nazitysklands mest frygtede mænd. Jeg ville sådan set godt læse hans tanker om sin skriveproces men ville nok have foretrukket at læse det i en selvstændig tekst, så begge dele af bogen havde stået mere uforstyrret.
**1/2  
(Tiderne Skifter, 304 sider. Udgivet 20. november 2013. Oversat af Lars Bonnevie fra fransk: HHhH, 2010)
Lån bogen på bibliotek.dk


mandag den 23. december 2013

Georges Simenon: Afdøde Monsieur Gallet & Den hængte fra Saint Pholien, 2013

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof (set omtalt som Døde Poeters Klub) gik for et par år siden i gang med at genudgive de næsten firs kriminalromaner, som franskmanden Georges Simenon skrev om sin parisiske kriminalkommissær Jules Maigret i årene 1930-72.
Den første bog i den nyudgivne serie indeholder de to historier Afdøde Monsieur Gallet og Den hængte fra Saint Pholien, begge oprindeligt skrevet i 1931. Men alderen på bøgerne skal man nu ikke lade sig forskrække af, for Georges Simenon skrev i disse to historier temmelig meget bedre end mange nutidige krimiforfattere, der nogen gange får hvad som helst udgivet, hvis der bare står "krimi" på titelbladet.
Jeg skal ikke komme så meget ind på handlingen i bogens to historier, men de er begge gedigne og klassiske krimier, hvor Kommissær Maigret med streng logik opklarer de temmelig specielle mysterier. Plottet i Afdøde monsieur Gallet kan måske nok virke lidt for konstrueret. Men begge historier har deres stærke side i de miljø- og persontegninger, som Simenon lægger frem. For der bliver gået hårdt til småborgerligheden i Afdøde monsieur Gallet og til det opstyltede logebroderskab i Den hængte fra Saint Pholien.
Desuden er sproget rigtig godt. Simenon behøver ikke mange ord til at sætte en stemning eller en person på papiret, ofte med et lille drej i ironisk retning. Der har mange nutidige krimiforfattere meget at lære.
Fine og stemningsfulde krimier. Jeg kommer gerne tilbage til serien i en ferie eller på et sygeleje. som Simenon og Maigret kan godt kan bære genudgivelsen her firs år senere.
***
(Rosenkilde & Bahnhof, 293 sider. Udgivet 20. januar 2011.
Afdøde monsieur Gallet oversat af Karen Nyrop Christensen fra fransk: M. Gallet décédé, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1933
Den hængte fra Saint-Pholien oversat af Karen Stolberg fra fransk: Le pendu de Saint-Pholien, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1932)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Jyllands-Posten (abon.)

lørdag den 21. december 2013

Shani Boianjiu: Det evige folk har ingen frygt, 2012

Den unge israelske forfatter Shani Boianjiu (f. 1987) må siges at have fået en kanondebut med denne Det evige folk har ingen frygt. Den er i følge Wikipedia foreløbig udgivet i 23 lande og er blevet meget anmelderrost.
Bogen er om de tre piger Yael, Avishar og Lea fra den unavngivne lilleby helt oppe mod Israels grænse til Libanon, hvor de afslutter gymnasiet og starter på deres to års værnepligt forskellige steder i landet. De fortæller hver især om deres indbyrdes forhold, livet som soldater, fyrene og sig selv. Der er både almindeligt ungdomsliv med alt hvad det indebærer, men der er også hele tiden hele den konfliktfyldte atmosfære i den israelsk-palæstinensiske konflikt, som de har tæt på kroppen.
Det er dødsens alvor, men der også god plads til flere absurde og ret morsomme scener, bl.a om konsekvenser af nøgenhed ved den israelsk-egyptiske grænse og ikke mindst den daglige opløsning af en tilbagevendende trepersoners demonstration ved kontrolposten på Hovedvej 433...
Det er et vældig flot portræt Shani Boianjiu har begået af de tre pigers tid både før, under og efter soldatertiden. Jeg havde dog til tider lidt svært ved at skelne pigerne fra hinanden, da sproget er meget ens uanset synsvinklen. Bogen taber også pusten lidt hen mod slutningen, hvor der kommer et par historier, som virker lidt som om, de alligevel ikke blev til de noveller, de oprindeligt var tænkt som. Men at forfatteren er en kommende stjerne, er der ingen tvivl om for mig!
***1/2 
(Gyldendal, 364 sider. Udgivet 6. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra engelsk: The People of Forever Are Not Afraid, 2012)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.), Weekendavisen,

tirsdag den 17. december 2013

Christian Haun: Hans Broges Bakker, 2007

I min jagt på kontrafaktiske romaner faldt jeg for noget tid siden over Christian Hauns Hans Broges Bakker fra 2007.Det kontrafaktiske plot består i, at Tyskland under anden verdenskrig kom først til atombomben og lavede deres Hiroshima ved at udslette Plymouth, hvorefter England overgav sig, og USA og Rusland indgik våbenhvile. Nu er det 1979 og i den tyske lydstat Danmark hersker unge bøller fra Nationalsocialistisk Ungdom, der sammen med politi og sikkerhedstjenester opretholder et skarpt overvåget diktatur.
Den unge Snorre lader sig inspirere af forfatteren Øystein Vigs ideer i hans oprørsskrift Et frit Europa og venter nu på det kommende opgør, skarpt fulgt af de to politifolk Bertel og Landsberg. Han får vennen Sebastian trukket ind i historien, og det udvikler sig til et noget mareridtsagtigt opgør - ikke mindst et opgør med hele historiens præmisser.
Er Hans Broges Bakker så værd at læse? Næh, ikke rigtigt. Christian Haun gør nogle gode forsøg på at gøre den kontrafaktiske scene troværdig, men det er slet ikke nok. Jeg kan ikke virkelig forestille mig det verdens- og Danmarksbillede, som Haun prøver at tegne andet end i nogle småglimt. I stedet for at nøje med halvandet hundrede sider, burde forfatteren nok have kommet hundrede sider oveni, som han brugt til at få læseren til at se det nazificerede samfund for sig.
Desuden synes jeg, at bogens afslutningsvise opgør med sig selv bliver til en omgang pseudo-meta-plidder-pladder, der mere har karakter af studenterøvelse end af velfungerende romanhåndværk.
**
(Gyldendal, 156 sider. Udgivet 2. april 2007)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra LitteraturNu og Sentura

mandag den 16. december 2013

J.R. Moehringer: Sutton, 2013

Også i virkeligheden blev USA's mest berømte bankrøver Willie Sutton (1901-80) løsladt juleaftensdag i 1969 efter de sidste sytten år at have siddet i Attica fængslet i staten New York. Sutton stillede kun op til interview én gang efter sin løsladelse, nemlig dagen efter løsladelsen, som han tilbragte med at køre rundt i New York City samen med en avisjournalist og en fotograf.
Journalisten og forfatteren J.R. Moehringer har forestillet sig, hvordan den dag med besøg på de steder i byen, som havde haft betydning for Sutton, spændte af. Der krydsklippes mellem samtalerne i bilen og Suttons erindringer, og man får et fornemt billede af et USA og ikke mindst et New York - især i den første halvdel af 1900-tallet.
Det er en rigtig glimrende biografisk roman J.R Moehringer har begået om en af de mest myteomsuste forbrydere i USA's historie. Om hans opvækst i "Irish Town" i Brooklyn, venskabet med Eddie og Happy, den store kærlighed Bess, optagetheden af verdenslitteraturen og selvfølgelig hele den kriminelle løbebane og deraf følgende halvdel af hans voksenliv i diverse fængsler. Bogen spiller helt med på myten om Sutton, som den charmerende gentlemanrøver, der på trods af utallige bankkup aldrig kom til at gøre nogen fysisk skade. Men Moehringer gør dog plads til at gøre sine sig egne overvejelser om Suttons selvopfattelse, både mht den mytologi og andre mere personlige elementer.
Det er en flot og billedrigt fortalt historie, som bestemt ikke hører til på bibliotekernes krimihylder på trods af emnet, men som både garvede krimilæsere og en hel del andre kan få god fornøjelse af.
***1/2 
(People'sPress, 462 sider. Udgivet 30. september 2013. Oversat af Jesper Wamsler fra amerikansk: Sutton, 2011)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information

lørdag den 14. december 2013

Alexi Zentner: Isens greb, 2013

Den canadiske forfatter Alexi Zentners debutroman Isens greb foregår dybt inde i det nordøstlige Canadas skove med udgangspunkt i nybyggeres liv med skovhugst og guldgraveri.. Det er en roman fyldt med historier fra et barsk liv i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dengang der var virkelige vintre til, og folk sneede inde i mange måneder i snemasser op til anden sals højde. Vi følger flere slægtled via fortælleren, præsten Stephen, der vender hjem til sin barndomsby Sawgamet, hvor han sidder ved sin mors dødsleje og lader minderne passere revy. Det er historier om de de strabadser, nybyggerne måtte døje, om kærlighed, sorg, guldlykke, arbejde og tab af familiemedlemmer i den altopslugende natur, der også er - eller var - rig på overnaturlige væsener.
Isens greb er en i den grad stemningsfuld sag fra canadisk nybyggerland tilsat en god skovlfuld magisk realisme. Og hvis ikke der skulle være magisk realisme i dybe, dybe skove - tja, hvor så? Selv de to præster i bogen må give op og acceptere, at der findes mere mellem himmel og jord...
Bogen er en stærk debut fra Zentner, glimrende fortalt og velskrevet. Men det er dog nok i højere grad det uvante klondyke-miljø og nok ikke i så høj grad personerne, jeg kommer til at huske bogen for.
***
(Klim, 237 sider. Udgivet 20. oktober 2013. Oversat af Ninna Brenøe fra engelsk: Touch, 2011)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske

onsdag den 11. december 2013

Lene Kaaberbøl & Agnete Friis: Den betænksomme morder, 2013

I slutningen af Den betænksomme morder tog jeg mig i at ønske, at hovedpersonen, sygeplejersken Nina Borg, endelig ville møde sin skaber. Men som altid var hun også denne gang som en korkprop i vand på trods af alle odds - så vi kan nok endnu engang forvente nye eventyr fra hendes side. At det så nok bliver uden mig, er en anden sag...
Nina er i dette fjerde bind om hende flyttet til Viborg for bl.a. at være tæt på sin kræftsyge mor. I krydsklip føres vi tilbage til fire år før i Manila, Filippinerne, hvor hun deltog i redningsarbejdet efter et højhus styrtede sammen. Her har hun åbenbart fundet ud af hemmeligheden bag sammenstyrtningen, som ikke var den bombeeksplosion, som myndighederne konkluderede. Og her fire år senere er der filippinske kræfter, der forsøger at komme denne viden - og dermed Nina, men også hendes kæreste, PET-manden Søren - til livs.
Serien om Nina Borg startede fint med Drengen i kufferten  i 2008. De to næste, Et stille umærkeligt drab og Nattergalens død, var ikke noget at skrive hjem om, men Den betænksomme morder er nok lavpunktet i serien. Hvorfor Nina overhovedet skal indblandes i plottet, og at der bliver sendt to mordere den halve jordklode rundt for at gøre kål på hende, forstår jeg bare ikke. Og når jeg ikke forstår det, så går resten af bogen ligesom også fløjten. At jeg så ikke et øjeblik tror på den betænksomme morder Vincents optræden i Danmark, gør ikke sagen bedre.
Det absolut mest spændende i bogen er det, der sker mellem de tre venner i Manila, og de to forfattere kunne sagtens have lavet en rigtig god historie med de tre uden på nogen måde at have blandet Nina og Søren ind i den. De får aldrig en funktion i bogen som andet end boksebolde - og egentlig virker det som om der ikke rigtig er mere at hente i de to karakterer.
Oplevelsen af bogen bliver så meget mere ærgerlig, når jeg jo ved, hvor godt i hvert fald Lene Kaaberbøl både kan skrive og konstruere fremragende plots i hendes historiske krimiserie om lægedatteren Madeleine Karno. Så tag, kære læser, meget hellere at nyde Solo-Kaaberbøl i Kadaverdoktoren og Det levende kød fra 1890'ernes Frankrig end sekundavarerne om Nina Borg fra 2010'ernes Danmark.
*1/2  
(People's Press, 283 sider. Udgivet 11. november 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk


mandag den 9. december 2013

Jennifer Egan: Sort boks, 2013

63 minutter tog det mig at læse Jennifer Egans Sort boks. Inden du bliver alt for imponeret, må jeg hellere tilføje, at bogen er på 102 sider, og på hver side findes højst 8 sætninger, som hver især højst er på 140 tegn - altså litteratur i twitterformat, også benævnt twitteratur. Bogen blev da også første gang bragt som twitterføljeton af bladet The New Yorker i 2012. Men lad dig endelig ikke skræmme, selv om twitter- og blogromaner plejer at få en grusom skæbne i avisernes anmeldelser. Sort boks fungerer og fungerer endda rigtig godt!
Bogens sætninger virker dels som taget fra en slags manual for den uddannelse, den unge smukke kvindelige agent, som er bogens hovedperson, har været igennem som forberedelse til det job, hun nu er på ved den franske(?) middelhavskyst. Andre sætninger er hovedpersonens iagtagelser og råd til sig selv fra sin mission, som er at infiltrere en magtfuld og voldelig mand (jeg forestiller mig ham som østeuropæisk mafiamand) med hjælp af sin skønhed og derefter udspionere ham og dokumentere hans aktivitet ved hjælp af sit indopererede optageudstyr og kamera.
Gennem de meget nøgterne enkeltsætninger bliver man ført ind i kvindens mission, og faktisk formår Jennifer Egan at få en sammenhængende spændingsroman ud af det, hvilket jeg er vildt imponeret over! Det er selvsagt meget op til læseren at danne sig de billeder, der skal til gennem historien, men Egan giver på en eller anden måde gode redskaber til at gøre det arbejde. Og man kommer endda forholdsvis tæt på hovedpersonen og hendes verden, som aldrig mere vil blive den samme igen.
Interessant og meget anderledes lille bog, som beviser, at det rent faktisk er muligt at få god litteratur ud af de sociale mediers former. Flot gjort!
****  
(Klim, 102 sider. Udgivet 15. november 2013. Oversat Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: Black Box, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenBerlingske og Jyllands-Posten (abon.)
Læs Sort boks som tweets fra Politiken (iblandet en hel del kommentarer fra Politikens daglige twitterbrugere...) 
Se også min anmeldelse af Jennifer Egan fremragende Tæskeholdet banker på (2012)