mandag den 3. marts 2014

Jesper Wung-Sung: Men, 2014

Det er en roman om mænd i frit fald, Jesper Wung-Sung har skrevet med Men. De to af dem i den sædvanlige overførte betydning, den sidste helt bogstaveligt talt.
For sytten år siden var de tre unge fyre Jon, Peter og Christian efter en våd bytur kravlet over buen på Langelandsbroen, men Christian styrtede ned og blev fundet i garnet af en fisker fra Siø et par dage senere.
Peter og Jon er nu i trediverne og mødes igen. Jon har været gymnasielærer i København, men er efter sin skilsmisse flyttet tilbage til Langeland, er på vej i hundene men har fået et job som pedelmedhjælper på en skole. Peter er arbejdsløs tømrer og også lige blevet skilt, og hans søn Magnus går på den skole, hvor Jon er ansat.
Men er i den grad mandelitteratur: litteratur om og for mænd. Og som så mange gange før er det livet i udkantan af samfundet, der er tale om. Det på flere måder, da fokus meget er rettet på Langeland som et eksempel på udkantsdanmark under finanskrisen. Begge dele gøres fint og stemningsfuldt. Wung-Sung er god til at give de to jeg-fortællere Jon og Peter hver deres stemme, så man næsten ikke behøver at se, hvem det er der fortæller øjeblikkets kapitel.
Alligevel mangler der noget for at det bliver en rigtig god bog. Især Peters bevæggrunde og det lidt mærkværdige forhold mellem Jon og Magnus mangler skarphed, og jeg fandt aldrig helt ud af, hvordan bogen egentlig endte.
***
(Samleren, 428 sider. Udgivet 31. januar 2014)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar