torsdag den 20. marts 2014

Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
****  
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

torsdag den 13. marts 2014

Karl Taro Greenfeld: Triburbia, 2014

Engang imellem låner jeg bøger på mit bibliotek, som jeg efter at have læst bare må eje. Triburbia ville være én af de bøger, hvis ikke forlaget havde været så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Og mange tak for det - der er skrevet navn i...
Triburbia er historierne om seks mænd, der mødes på en af de lokale caféer i New Yorker-bydelen Tribeca, når de har fulgt deres børn i skole. De har det til fælles at de med én undtagelse kommer fra den kreative klasse, der har overtaget Tribeca og gjort den gamle industribydel hip gennem 90'erne og 00'erne. Der er mere eller mindre forretningsmæssige relationer mellem nogle af mændene, men endnu flere relationer der er umiddelbart usynlige. Relationer der inkluderer deres koner, børn, elskerinder, barnepiger m.v.
De forskellige kapitler har hver deres synsvinkel, der afslører nye forbindelser på tværs af personerne, og det giver tilsammen både et portræt af personerne men også af det hippe kreative NewYorker-segment - og af bydelen Tribeca.
Triburbia  er en fremragende roman! For det første skriver Greenfeld som så mange gode amerikanske forfattere både meget "mundret" og underholdende (og Mich Vraa skal da også nærmest som sædvanlig have roser for oversættelsen). Desuden skildrer bogen med en tilsyneladende blød pen, men i virkeligheden med spidst satirisk bid, den ikke mere helt unge storbygeneration, der bag frisind, økologi og bæredygtighed afslører en lige så høj grad af frustration, misundelighed og ligusterfascisme som ude i de forstæder, personerne foragter.
Karl Taro Greenfeld er med denne romandebut blevet sammenlignet med Jonathan Frantzen, og det er fuldkommen rigtig, hvad det satiriske angår, men jeg fik i lige så høj grad mindelser til Tom Rachman og hans De ufuldkomne for det kollektive portræt, og til Colum McCanns Lad kun verden tumle sig for et fremragende billede af New York. Og det er en stor, stor ros fra mig!
En af årets bedste bøger indtil videre - og en varm anbefaling herfra.
****1/2
(Møller forlag, 317 sider. Udgivet 4. marts 2014. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Triburbia, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk


mandag den 10. marts 2014

Philip Kerr: Et tysk rekviem, 1997

I tredie bind i Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi om den berlinske udgave af Dashiell Hammetts Sam Spade, kriminalmanden og privatdetektiven Bernhard Gunther, rykker denne gang handlingen til efterkrigstidens Wien i 1948. Væk fra handlingerne i de to første bind er af gode grunde både Heinrich Himmler og Reinhardt Heydrich, mens andre ledende nazitopfolk, som er erklæret døde, viser sig at leve i bedste velgående...
En gammel politikollega til Bernie Gunther sidder fængslet i Wien, sigtet for mordet på en amerikansk agent, der havde til opgave at opsnuse tyske krigsforbrydere. Gunther påtager sig opgaven med at bevise kollegaens uskyld, men det viser sig at han får stukket hånden i en hvepserede af både gamle nazistiske topfolk i et nye netværk, blandet med både amerikanske og russiske agenter og dobbeltagenter - en mildest talt livsfarlig cocktail. En historie med behørige referencer til Orson Welles' filmmesterværk Den tredje mand.
Philip Kerrs serie om Bernhard Gunther er en krimiserie med plots på højt plan, men der hvor serien har sin største force er de tidsbilleder og samfundsbeskrivelser, som de enkelte bind giver fra Berlin og nu også fra Wien i perioden omkring 2. verdenskrig. Som i mange andre romaner, hvor  efterretningsvæsener er indblandet, er venner og fjender meget flydende begreber her i Et tysk rekviem. Og det er lige før man kan høre citaren fra Den tredje mand for sig.
Endnu et glimrende bind Kerrs præ- og postragnarokserie og oprindeligt afslutningen på trilogien. Men Kerr fortrød er da heldigvis, så der er stadig seks bind at glæde til for mig.
***1/2 
(Modtryk, 343 sider. Oversat af Ole Lindegård Henriksen fra engelsk: A German Requiem, 1991)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

onsdag den 5. marts 2014

Jacob Skyggebjerg: Vor tids helt, 2013

Jeg vil tro, at den unge forfatter Jacob Skyggebjerg har ærgret sig over forlagets timing ved udgivelsen af debutromanen Vor tids helt. Ved at komme to måneder efter kometen Yahya Hassans rå debut, blev der nok taget noget af gassen af Skyggebjergs ballon. Og det er egentlig synd, for sammen med Hassan har han skabt en af sidste års danske trends: Pågående selvbiografisk skønlitteratur om unge i et liv et godt stykke væk fra parnasset.
Både romanens og virkelighedesns Jacob vokser op i nærheden af Horsens med et par alkoholiserede forældre i stanken fra den lokale fabrik, der skaffer landbruget væk med dets overskudslig. Han flytter til Århus for at læse til journalist, dropper ud og havner i København, hvor han arbejder på en småkagefabrik i forstæderne, læser aftenskolespansk, og knalder ud med sprut, masser af stoffer og ofte temmelig tilfældig sex.
Vor tids helt består af en masse både rå og fint tegnede glimt fra den tilværelse, som romanpersonen Jacob har på kanten helt fra starten. Der er ingen fordømmelse af nogen af de omgivende personer, hverken de temmelig dysfunktionelle forældre eller de andre skæve personer, der optræder i bogen. Ja, selv Bo Warming, som Jacob lejer sig ind hos, får på trods af portrættet af ham en vis form for skulderklap.
Et elegant trick, som forfatteren Jacob bruger, er at beskrive nogle meget hverdagsagtige ting i detaljer: Den præcise procedure ved industriel bortskaffelse af 50.000 æglægningshøns, fabrikationen af småkager eller bare resuméet hvad det er han læser i lokalavisen på vej hjem i bilen til moderen.
Meget fin debut, som kunne have været et langt større samtaleemne, hvis ikke Yahya og Gyldendal uden skyld havde lavet en glidende tackling. Godt gået, glæder mig til, hvad der ellers er...
****  
(Gladiator, 252 sider. Udgivet 13. december 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten (abon.)

mandag den 3. marts 2014

Jesper Wung-Sung: Men, 2014

Det er en roman om mænd i frit fald, Jesper Wung-Sung har skrevet med Men. De to af dem i den sædvanlige overførte betydning, den sidste helt bogstaveligt talt.
For sytten år siden var de tre unge fyre Jon, Peter og Christian efter en våd bytur kravlet over buen på Langelandsbroen, men Christian styrtede ned og blev fundet i garnet af en fisker fra Siø et par dage senere.
Peter og Jon er nu i trediverne og mødes igen. Jon har været gymnasielærer i København, men er efter sin skilsmisse flyttet tilbage til Langeland, er på vej i hundene men har fået et job som pedelmedhjælper på en skole. Peter er arbejdsløs tømrer og også lige blevet skilt, og hans søn Magnus går på den skole, hvor Jon er ansat.
Men er i den grad mandelitteratur: litteratur om og for mænd. Og som så mange gange før er det livet i udkantan af samfundet, der er tale om. Det på flere måder, da fokus meget er rettet på Langeland som et eksempel på udkantsdanmark under finanskrisen. Begge dele gøres fint og stemningsfuldt. Wung-Sung er god til at give de to jeg-fortællere Jon og Peter hver deres stemme, så man næsten ikke behøver at se, hvem det er der fortæller øjeblikkets kapitel.
Alligevel mangler der noget for at det bliver en rigtig god bog. Især Peters bevæggrunde og det lidt mærkværdige forhold mellem Jon og Magnus mangler skarphed, og jeg fandt aldrig helt ud af, hvordan bogen egentlig endte.
***
(Samleren, 428 sider. Udgivet 31. januar 2014)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen