torsdag den 31. oktober 2013

Ny skønlitteratur - november 2013

Det er en god vifte af mine forskelligartede yndlingsforfattere, der kommer med igen temmelig forskelligartet nyt på den skønlitterære bogfront her i november.
Jeg starter med en gammel traver som markering af et jubilæum, vi nok kommer til at se og høre en del til, nemlig halvtredsårsdagen for mordet på John F. Kennedy d. 22. november. På selve dagen udgiver forlaget Hr. Ferdinand den ca. ottehundrede siders mammutroman 22.11.63 af Stephen King. Jake Epping er en 35-årig engelsklærer fra Maine. Hans ven Al afslører, at der i hans pulterrum er en portal til 1958. Han hverver Jake til en nærmest utænkelig mission - at forsøge at forhindre Kennedy-mordet. Det lyder jo som galimatias, men er der nogen i denne verden, der kan skrive dette plot, så man tror på det, må det være Stephen King.
En af 2012's store bøger for mig var Jennifer Egans Tæskeholdet banker på. D. 30.11 kommer hendes anden bog på dansk, Sort boks, om en ung kvindelig amerikansk spion på mission et sted ved Middelhavet, der med sin skønhed skal infiltrere og uskadeliggøre sin "Tildelte Partner". Romanen blev oprindeligt skrevet som en række tweets fra magasinet The New Yorker med kvindens missionslog – en spionthriller i twitterformat.
I 2010 var det kinesiske Yiyun Li, der slog benene væk under mig med De hjemløse. Hun udgiver d. 28. november novellesamlingen Efter tusind års fromme bønner, der er "ti bevægende fortællinger fra et moderne Kina – de små liv i den store verden fra Beijing over Mongoliet til Chicago, præget af Kinas lange, sammensatte historie, hvor mytologi, politik og kultur betyder mere end den enkeltes liv."
En af dette års helt store bøger for mig har været den afdøde norske forfatter Ola Bauer og hans helt vidunderlige Hestehovedtågen, første bind af fire om drengen Toms opvækst i 1950'erne. Nu kommer andet bind, Sortefod, hvor Tom er nu blevet seksten år. På forlaget Batzer & Co.'s beskrivelse, ser det ud til, at man kan vente nye absurdhumoristiske indslag med mening i fra Sortefod. Den kommer d, 9.11.
Junot Díaz og hans Sådan mister du hende (12.11) fik jeg allerede omtalt i oktoberudgaven, så jeg slutter denne afdeling med mine egne must-reads med en forfatter, jeg aldrig har læst, nemlig sidste år nobelprisvinder Mo Yan og hans Hvidløgsballaderne, en med forlagets ord (igen Batzer) "brutal og knusende smuk roman om en gruppe bønders oprør mod det korrupte og diktatoriske kinesiske bureaukrati i 1980’ernes Kina. [...] en verden fuld af overvældende dufte, smage og synsindtryk, hvor de mest grusomme handlinger skildres med samme ligefremhed som de elskendes kærtegn".
Analfabeten der kunne regne af svenskeren Jonas Jonasson skal følge op på forfatterens ekstremt succesfulde og muntre skrøne Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Bogen har denne gang en kvindelig sydafrikansk hovedperson, der kommer ud for lidt af hvert. Udgivelsen er sat til d. 28. november, og lur mig om det ikke er gennemtænkt at blive timet som årets hyggelige skønlitterære julesællert.
En anden julesællert bliver nok det længe ventede tredie bind i Helen Fieldings serie om Bridget Jones, nemlig Bridget Jones: Vild med ham (14.11), mens et noget mindre komedieagtigt bud på en julesællert er Hanne-Vibeke Holst og hendes romanbiografi Knud, den store om faderen og forfatteren Knud Holsts (1936-95) opvækst, storhed og totale deroute. Det kunne gå hen og blive min første Hanne-Vibeke Holstbog nogensinde...
Batzer & Co på igen på spil, nu med islandske Jón Kalman Stefánsson og hans Menneskets hjerte (9.11), der er tredie bind i en trilogi, hvor Himmerige og helvede var første bind og Englenes sorg andet. Jón Kalman Stefánsson har tre gange været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, senest i 2007 for den meget islandske titel Sommerlys, og så kommer natten.
Så er der kun lige krimi- og spændingsafdelingen tilbage - en ren kvindelig dansk afdeling.
Jeg lægger ud med Helle Vincentz og Nukaakas kabale, der er en thriller om stormagternes jagt på Grønlands råstoffer. Den benhårde kamp om undergrunden sætter al moral ud af spil – og forstærker landets spændinger mellem grønlændere og danskere. Midt i den orkan står Nukaaka Nielsen, chef i Grønlands Råstofdirektorat. Og det bliver farligt... Jeg har et anmeldereksemplar fra forlaget og vil komme med en anmeldelse om ... snart.
Anna Grue lancerer Sidste forestilling (7.11) med sædvanlig deltagelse af Dan Sommerdahl, og makkerparret Lene Kaaberbøl og Agnete Friis udgiver d. 11. november tredie bind i deres serie om den handlekraftige sygeplejerske Nina Borg, Den betænksomme morder. Og endelig er Sara Blædel  Dødesporet med sin Louise Rick (8.11).
Så mange var ordene. God fornøjelse - også til jer der skal på Bogforum d. 8-10. november.

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

onsdag den 30. oktober 2013

Nordisk Råds litteraturpris 2013 går til KIM LEINE!!!

Et kæmpeenormt og kolossalt og ikke mindst velfortjent tillykke til Kim Leine! Jeg fejrer det med at genudsende den anmeldelse, som jeg bragte på Bogbrokken af Profeterne i Evighedsfjorden på udgivelsesdagen, d. 16. marts 2012:
Kim Leine har tidligere vakt berettiget opsigt med sine to romaner Kalak ogTunu, baseret på sin egen tid i Grønland som sygeplejerske med stort forbrug af sex, stoffer og alkohol og polarkuller. Men også om det at møde det grønlandske samfund og de kultursammenstød, som man kommer ud for.
Og det er det spor Leine også skriver om i sin nye og fremragende historiske roman om den norskfødte præst Morten Falck, som udstationeres i kolonien Sukkertoppen i 1787. Han ankommer som 31-årig til kolonien optændt af ønsket om at omvende og døbe de grønlandske hedninge, men samtidig som et rationalistisk menneske inspireret af Rousseau og medicinsk videnskab. Og Grønland er ikke nemt: Han mødes med mistænkeliggørelse fra "de indfødte" men også fra de allerede bosiddende danskere, som ofte lever et depraveret liv med stort misbrug af alkohol og en i den grad nedladende kolonialistholdning til den grønlandske befolkning. Og også Morten Falck indhentes af sine indre dæmoner.  
Profeterne i Evighedsfjorden er på 525 sider og der står mange ord på siderne. Men hver en side har været en fornøjelse at læse! Historien er både malet med den brede pensel men også med en detaljerigdom, som gør at man føler sig til stede i bogen. Det har været et imponerende researcharbejde Kim Leine har udført for at få alle de detaljer på plads i bogen, både mht. livet i København og byens brand og ikke mindst mht. livet i Grønland i det attende århundrede.
Men derudover er der masser af indhold. Både på det personlige plan og det mere samfundsmæssige. Alene Morten Falcks personlige deroute i Grønland og generelle flugt fra sig selv og sin skæbne er bogen værd. Et vigtigt spor er danskeres og grønlænderes forhold til hinanden, som også i dag bærer præg af at være grundlagt i en kolonitid. Og flere andre ting: Den danske polarkuller som også er tema i Kalak og Tunu, og som har krævet mange ofre heriblandt også Morten og en del andre danskere i bogen, profeterne Habakuk og Maria Magdalenes roller som de første udbrydere fra det koloniale Grønland, religion og rationalisme og ikke mindst den skønlitterære skildring af det Grønland og det København, som var.
Hvis man sammenholder Profeterne i Evighedsfjorden med Kalakog Tunu og opfatter dem som mere eller mindre selvbiografiske romaner, er der også en god portion Leine i Morten Falck. Flugten fra sig selv og fra hvor man er nu - men med den indbyggede nødvendighed af at komme tilbage.
Alt i alt: Fremragende roman af Kim Leine til fem stjerner - en af 
årets helt store oplevelser! 
*****
(Gyldendal, 525 sider) 

tirsdag den 29. oktober 2013

Annette Lindegaard: Lobotomisten, 2013

I min gennemgang af oktobers nye udgivelser af skønlitteratur havde jeg Annette Lindegaards Lobotomisten med, da jeg syntes at det lød som en interessant historie, som der kunne komme en fin og anderledes bog ud af. Men jeg blev skuffet...
I september 1961 modtager psykiatrisk overlæge og ekspert i lobotomi ("det hvide snit") dr. Gottlieb på Rigshospitalet patienten Paula Meisenberg, der tror, at hun er den historiske person Beatriz de Bobadilla. Gottliebs kone, Karen, tilfældigt møder den personlighedsspaltede Beatriz, bliver hun på én gang jaloux og betaget og begynder at leve sig ind i hendes verden. Sammen med Paulas/Beatriz' elsker og en ung italiensk læge rejser de til Portofino, da dr. Gottlieb skal holde foredrag om den danske form for lobotomi. Nye konstellationer mellem personerne opstår og for doktoren bliver det en dyb deroute, både med hensyn til ægteskab, kærlighed og ikke mindst med hensyn til personlig stabilitet.
Det lyder kulørt, og det er også! Der kunne såmænd have været blevet en god roman ud af det, men på den ene side helt uden bund i realistiske personkarakterer og handlingsmønstre, og på den anden er bogen meget forudsigelig i hvordan den udvikler sig og ender. Jeg tror ganske enkelt ikke på historien ét øjeblik, da den først begynder at tage fart!
Der er noget meget altmodisch over historien, replikkerne og personerne, der fik mig til at tænke på stemningen fra ellers gode psykologiske TV-spil fra 70'erne om det svære liv i den højere middelklasse. Og jeg er da sikker på, at Lobotomisten havde gjort sig bedre  som TV-spil for fyrre år siden, end den gør sig som roman i 2013...
*1/2  
(Rosinante, 261 sider. Udgivet 3. oktober 2013)

Lån bogen på bibliotek.dk

søndag den 27. oktober 2013

Mette Sø: Snebær, 2013

Mette Sø debuterede i 2010 med den temmelig anderledes lille roman Petit, Petit om den kvindelige cykelrytter Petit, der får et noget absurd forløb på den kvindelige udgave af Tour de France - men også finder af ud af noget om sig selv.
Man kan genkende nogle af de grove træk i Sø's tredie bog Snebær, der igen bl.a. handler om kvinder og identitet under usædvanlige betingelser, denne gang besættelsen i efteråret 1944.
De tre kvinder med dæknavnene Pim, Spot og Moskva i modstandsgruppen Snebær har fået besked på ovenfra at holde lav profil fra aktioner. Det har de ikke tålmodighed til og går derfor i gang med at planlægge operationer på egen hånd.
Moskva, som i det civile hedder Maggie, føler sig splittet mellem sine to identiteter, hvor Maggie har søger elementer fra det "virkelige" liv, som Moskva lægger hindringer i vejen for, mens Moskva er i stand til at udføre ting, som Maggie ikke kan genkende fra sig selv.
Snebær fik i et par avisanmeldelser nogle høvl for sproglige anakronismer og researchfejl. Og jo, jeg lagde da godt mærke til de strømpebukser, som først fik dansk premiere femten år efter. Ærgerligt, men absolut til at leve med, da bogens styrke ikke primært ligger i tidsbilledet fra besættelsen, men i at være en fin historie om tre unge kvinders usædvanlige livsomstændigheder helt ude på kanten, deres forhold til hinanden og ikke mindst sig selv.
Sproget flyder let fra forfatteren i forholdsvis korte sætninger uden de store dikkedarer og er med til at gøre en elementært spændende historie endnu mere stakåndet på den gode måde.
Snebær bliver nok ikke en af de store klassiske besættelsestidsromaner, men den har dog en plads blandt de gode.
***
(Republik, 277 sider. Udgivet 12. september 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Weekendavisen og Arbejderen
Se også Mette Søs blog moskva jensen - med "refleksioner over researcharbejdet med romanen "Snebær".

fredag den 25. oktober 2013

Arnaldur Indriðason: Mørke strømme, 2013

For en gangs skyld synes jeg at Google Translate rammer mere præcis en den professionelle oversætter i valg af titel. Myrká bliver nemlig oversat til Blakout, mens oversætter Rolf Stavnem og forlaget Rosinante har valgt at kalde syvende bind i Arnaldur Indriðason krimiserie fra Island og Reykjavík for Mørke strømme. Hvad det er for nogle strømme, der bliver sat på som overbygning på titlen, har jeg ikke rigtig noget bud på, andet end det mørke, som gennemsyrer hele serien.
En yngre og temmelig almindelig mand findes død i sin lejlighed i Reykjavík med halsen skåret over. Der er ingen tegn på indbrud, men til gengæld er der et pilleglas med rohypnol, et stof som voldtægtmænd bruger til at bedøve deres ofre. Kommissær Erlendur er bortrejst og Elinborg tager sagen, der fører hende hende ind i en voldtægt og om fortielser om fortiden. Under opklaringen får Elinborg meddelelse om, at Erlendur for alvor er forsvundet...
Også uden tilstedeværelsen af den sædvanlige hovedperson Erlendur og hans ikke altid opmuntrende livssyn har Mørke strømme den tungsindige stemning, som kendetegner hele serien. Skellet mellem ofre og forbrydere er ikke stort i et gråt og hverdagsrealistisk Reykjavík. Sproget er enkelt og helt nede på jorden, men altid meget billedskabende i at opbygge den stemning, som Arnaldur Indriðasons bøger er gennemstrømmet af.
Det er som altid solidt og stilsikkert krimihåndværk, men præsenteres for, i Mørke strømme med begrebet drug rape som tema. Men bogen har den undtagelse fra de andre bøger i serie, at den åbner op for en slags fortsættelse. Erlendur Sveinssons forsvinding opklares ikke, og der er også en anden savnet person, som ikke bliver fulgt til dørs i bogen. Og i hvert fald Erlendurs skæbne bliver helt sikkert et emne for den næste og ottende bog fra Arnaldur Indriðason.
***1/2 
(Rosinante, 278 sider. Udgivet 20. september 2013. Oversat af Rolf Stavnem fra islandsk: Myrká, 2008)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Mørke strømme er syvende bind i serien om Erlendur Sveinsson. De andre bind er:
1. Nordmosen, 2003
2. Tavs som graven, 2004
3. Stemmen, 2006
4. Manden i søen, 2008
5. Vinterbyen, 2009
6. Nedkøling, 2011

tirsdag den 22. oktober 2013

Kari Hotakainen: Guds ord, 2013

En finsk roman om finanskrise og økonomi, hvor ordet "markedskræfter" nok er det mest fremtrædende i bogen, skal det nu være underholdende? Ja, hvis det er Kari Hotakainen, som fortæller den, så er alt muligt...
Finansmanden Jukka Hopeaniemi har modstræbende ladt sig overtale til at deltage i et interview i finsk morgen-tv. Problemet er, at han befinder sig 1100 km nord for Helsinki, det er forår 2010 så flytrafikken er lammet af asken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökuld og optagelsen er næste morgen. Hopeaniemi får tilkaldt sin og faderens gamle chauffør, Armas Kallio, og så går turen i Jaguar mod Helsinki og et TV-interview, der mildt sagt ikke kommer til at gå efter drejebogen...
Guds ord er både velskrevet, meget underholdende og rammer en masse ting lige på kornet - men jeg var en hel del længere tid om at læse den, end jeg havde troet. For det er samtidig en meget koncentreret sag, både sprogligt og med sin tæthed af pointer om snart sagt hvad som helst., især indenfor kapitalistisk økonomi, men også om mange andre ting. Bl.a. er der plads til gennemgange af både Bob Dylans sang Mississippi, Lucinda Williams' Blue og Beethovens syvende symfoni...
Hotakainen skriver eminent godt og bruger en række kneb for at få Hopeaniemis mange økonomiske tanker levende i romanform. F.eks. bliver de meget omtalte markedskræfter på et tidspunkt gjort til en levende væsen i en drøm, som han har i løbet af natten: "Når markedskræfterne vågner, griber de til deres rustne leer, hæver dem og svinger dem taktfast og kompromiløst gennem dagen. De ser forventninger for sig, som de muligvis kan få mejet ned i løbet af dagen. De træner med leerne i omkring en halv time, derefter tager de parfumeflaske med verdens dejligste dufte op af lommerne. De sprayer duftene ud i luften og øver sig i på den måde at forsøde livet, altså hæve aktieværdien". Stærkt, koncentreret og effektivt billeddannende sprog!
Guds ord rykker ind på pladsen som en af mine to favoritbøger af Hotakainen, sammen med hans De uberørte  fra 2008, begge en god bid bedre end den gode Hjemmefronten, der i 2004 ellers fik Nordisk Råds litteraturpris.
**** 
(Gyldendal, 313 sider. Udgivet 30. september 2013. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Jumalan sana, 2011)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Berlingske og Jyllands-Posten

onsdag den 16. oktober 2013

Maren Uthaug: Og sådan blev det, 2013

Maren Uthaug har da vist et forrygende år her i 2013. Jeg havde ikke hørt om hende, før hun vandt Politikens (altså avisens) tegneseriekonkurrence med striben Ting, jeg gjorde i starten af året og i september romandebuterede hun og fik virkelig fine anmeldelser for Og sådan blev det. Desuden vil jeg da også lige gøre reklame for Marens blog, hvis facebookside ikke har 97 synes-om'mere som Bogbrokkens, men derimod 5609. Men på trods af sin misundelse, så synes Bogbrokken også, at Og sådan blev det er en aldeles glimrende roman:
Hovedpersonen Risten fødes i midten af halvfjerdserne i det yderste Nordnorge af en samisk mor og en norsk far. Da Risten er syv tager faderen Knut hende med til Sønderjylland for at bo sammen med hans nye kæreste Grethe. Grethe forsøger at pille alt den norsk-samisk identitet ud af Risten og giver hende bl.a navnet Kirsten. Hun bliver en fremmed og finder naturligt nok sammen med den et par år ældre vietnamesiske bådflygtning "Niels", der står i samme situation. Femogtyve år senere tager hun tilbage til moderen og den samiske barndomsby, og - skal vi bare sige - finder ud af nogle meget ukendte sammenhænge...
Det er på mange måder en glimrende bog, som Maren Uthaug - med norsk mor, samisk far og dansk opvækst - har skrevet. Der er langt mellem Uthaugs univers i hendes tegninger og Og sådan blev det, men bare rolig, der er masser af fin humor i bogen, selv om det ikke det der bærer bogen. For det er roman om identitet, fremmedgørelse og at finde tilbage til de rødder, som andre ikke kan se - illustreret fint på forsiden.
Historien er fortalt meget straight, både i kronologi og i hele sin stil, med rigtig godt sprog og især en dialogside, som er mundret, rammende og ret morsom til tider. Bogen kom nok lidt for sent til at vippe Hassan Preislers Brun mands byrde af pinden som den ene af de to vindere af debutprisen. Ellers havde den været en skarp kandidat.
God og rigtig lovende debut for Maren Uthaug - nu også som romanforfatter. Jeg er spændt på, om hovedstolen til denne form nu er brugt, og vil helt sikkert også være der næste gang, hun skulle udgive en roman. Ellers glæder jeg mig bare til, at Politiken ligger på dørmåtten i morgen...
****   
(Lindhardt & Ringhof, 205 sider. Udgivet 2. september 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra BerlingskeWeekendavisen og Villabyerne

tirsdag den 15. oktober 2013

Sissel-Jo Reid Gazan: Svalens graf, 2013

I 2011 blev Sissel-Jo Gazans videnskabskrimi Dinosaurens fjer af en fempersoners jury valgt som den bedste danske krimi 2000-2010 foran Jussi Adler-Olsens Fasandræberne. Jeg selv var ikke alt for begejstret for bogen og syntes at Gazan havde kommet lige lovligt mange historier i sin bog. Men med Svalens graf får hun denne gang bogens historier til at hænge noget bedre sammen, selv om hun nok igen i højere grad have valgt side mellem dem.
Den anerkendte forsker, biologen Kristian Storm, findes død på sit kontor på Biologisk Institut i København, tilsyneladende efter at have begået selvmord, lige før hans banebrydende forskning ville bære frugt. Politiet konkluderer hurtigt, at det var selvmord, men Storms nærmeste medarbejder og ph.d-studerende Marie Skov tror ikke på det og får overbevist kriminalkommissær Søren Marhauge om, at Storm sandsynligvis er myrdet af kræfter med rod i den internationale medicinalindustri.
Samtidig udspiller sig et drama i Maries familie, hvor hendes families tragiske hemmeligheder i barndomshjemmet i Vangede bliver sat under lup, da moderen begår selvmord efter at have lidt af depressioner i årtier. Da først den lavine ruller, kommer alle hemmeligheder for dagen - og de er mange...
Det er som at skulle anmelde to forskellige bøger. Begge historier kunne snildt have foregået hver for sig, men kommer alligevel til på en eller anden måde at hænge sammen, mens man læser. Hvorfor undrede jeg mig først for alvor over bagefter. Og i bakspejlet er det som om, at de to historier lidt suger kraften ud af hinanden. Dertil kommer flere sidehistorier om kræftforløb, jalousi, misbrugsproblemer og skilsmisse for at nævne nogle.
Men OK, Sissel-Jo Gazan kan skrive fint og vedkommende og har lavet en bog, der er til at læse, så man gerne vil videre i begge historier. Men kunne hun dog ikke engang skrive en roman med lidt mere snævert fokus - og så få den historie helt ud? Det kunne blive rigtig godt!
***
(Gyldendal, 470 sider. Udgivet 23. august 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information, 
Læs også min anmeldelse af Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer, 2008