onsdag den 29. maj 2013

Grégoire Delacourt: Ønskelisten, 2013

Flyv ikke høj're end vingerne bær'!
Pointen i Grégoire Delacourts lille roman Ønskelisten er stort set den samme og lige så banal som Lille Palles landeplage. Nok er bogens banalitet bedre skrevet, men til gengæld er den 206 sider lang...
Den 47 årige Jocelyne Guerbette lever et helt stilfærdigt og almindeligt liv i den mindre franske provinsby Arras, sammen med ægtemanden Jocelyn. Jocelyne har en lille sybutik og blogger om syning, men drømmer om noget mere. Hun overtales til at spille lotto og vinder i første hug 18 mill. euro. 
Men lykken er hverken gods eller guld, der er jo også kærligheden og de små og tilsyneladende ubetydelige glæder i livet, som ikke kan købes for penge. Og mange penge er kun til bekymring, og det får både Jocelyne og Joselyn at mærke...
Som det nok kan mærkes, er min begejstring for Ønskelisten begrænset! Det er så banalt at det næsten gør ondt, hver gang pointen for Gud ved hvilken gang slås fast med titommerssøm.
Er der da ikke noget positivt at sige. Jo, sproget er godt og oversættelsen flyder fint. Lige til at skovle ind. Og pointen er da nok ikke helt løgn, men derfor behøver den da ikke gentages i hver eneste sætning, en hel - omend lille - bog igennem.
Forfatteren har selv forbrudt sig mod sin pointe ved at gøre en hel roman ud af en historie, som havde været mere på plads i en novelle.
*1/2  
(Hr. Ferdinand, 206 sider. Udgivet 5. marts 2013. Oversat af Agnete Stjernfelt fra fransk: La liste de mes envies, 2012 )
Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken og Berlingske

Ingen kommentarer:

Send en kommentar