søndag den 31. marts 2013

Richard Birkefeld & Göran Hachmeister: Tysk mesterskab, 2013

En af 2012's store positive overraskelser på min læsefront var de to tyske faghistorikere Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters krimi Den der bliver tilbage har ret. Blandingen af både kompetent historisk roman og kompetent krimi tog helt pusten fra mig. Nu er den anden af d'herrers historiske krimier udkommet på dansk, og den er god - men langtfra den samme oplevelse som etteren.
Vi er i Tyskland i 1926. De to favoritter og fjender i kampen om det tyske mesterskab i motorcykelløb har kørt mod hinanden masser af gange og stammer begge fra München, hvad de begge prøver at skjule. Arno Lamprecht er veteran fra 1. Verdenskrig, og psykisk skrammet flygter han ind i det vilde ræs. Falk von Dronte kæmper for at genrejse den lavadel, han tilhører. Lambrecht drukner mindet om sin dræbte kones afhuggede hoved og politiets mistanker mod ham i alkohol, og von Dronte gemmer sig i armene på den ekstravagante Thea von Bock. Han vil nødig tænke på sin tid i det nazistiske Frikorps, hvor han dræbte en mand.
Det er et glimrende tidsbillede af Weimarrepublikkens Tyskland, som de to forfattere disker op med i Tysk mesterskab. Men det er som om, foreningen af historieskrivning og krimi ikke er helt så god denne gang. Lambrechts kamp for at opklare mordet på sin kone virker til tider noget påklistret og får først retning i slutningen af bogen, som man skal læse p.g.a. tidsbilledet - og ikke så meget, fordi man gerne vil læse en god krimi.
***
(Klim, 327 sider. Udgivet 22. februar 2013. Oversat af Jesper Høy Hansen fra tysk: Deutsche Meisterschaft, 2006)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken

fredag den 29. marts 2013

Bogbrokken flytter ind...på herreværelset!

Efter at fruen i en del år har haft sit eget værelse i 1702 V, er det nu min tur til at have fod på egen fodskammel i 2450 SV.
Det nedlagte køkken er indrettet som herreværelse med rygebord, læsepude og cigarkasse med plads til bogmærker til enhver lejlighed.
For adgangsvejens sikkerhed garanterer på bedste vis Grenztruppen der DDR med det nyeste udstyr fra Carl Zeiss i Jena.
Alt dette skulle give de bedst mulige betingelser for en stadig levering af brokker til dette site i fremtiden.
Så er dét i det mindste på plads...

tirsdag den 19. marts 2013

Bogbrokken flytter...

Der sker ikke så meget her på Brokken i denne tid. Familien ligger nemlig i flytterod. Men jeg kommer tilbage, når rodet er afsluttet - stadig på samme netadresse, men så sendt fra 2450 København SV.
Selv om man ligger i flytterod kan man vel godt være lidt pæn i tøjet...

fredag den 15. marts 2013

Erlend Loe: Fvonk, 2013

Her hos dig, Fvonk, er jeg mig selv, siger han gentagne gange.
Det er jeg også, tænker, Fvonk. Problemet er bare at han hellere vil være en anden. (s. 77)
Den første replik bliver sagt af Norges statsminister, Jens. Han har i de senere år følt sig udslidt og tynget af sin magt og store ansvar og af aldrig at kunne være sig selv. Han har derfor fået igennem, at han lejer et værelse ude i byen, nemlig hos Fvonk, som også kæmper med sit liv, deprimeret, paranoid, bitter og isoleret efter at Vandre- og Motionsforbundet, hvor han var ansat, er nedlagt pga. noget "snavs" med oppumpede medlemslister. De to mænd finder et venskab, ser slam på TV, løser krydsord, bygger enorme opstillinger af byggeklodser drikker vin og taler sammen - og har i det hele taget rigtig godt af hinanden....
Det er en rigtig sød og sjov lille bog, Loe denne gang har skruet sammen. Man kan genkende forfatteren fra hans velmagtsdage - men her i en noget mere rund form, selv om der en del steder er kant på portrætterne af de to mænd.
Erlend Loe har altid blik for en skæv vinkel på sine personer og deres svagheder, og Fvonk er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod ruller han sig helt ud - endda med en kendt og navngivet hovedperson, Jens Stoltenberg. Og heller ikke udenrigsminister (nu tidligere) Jonas Gahr Støre og Fremskrittspartiets leder Siv Jensen (Æblekvinden) går ram forbi.
Fvonk er et godt, lille og hyggeligt klukkende frikvarter fra litteraturens øvrige tungsindigheder og fra mord, vold og modbydelighed.
***
(Gyldendal, 211 sider. Udgivet 28. februar 2013. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Fvonk, 2011)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation og Berlingske

onsdag den 13. marts 2013

Lene Kaaberbøl: Det levende kød, 2013

Den franske lægedatter Madeleine Karno fra 1890'erne blev første gang præsenteret i den fremragende Kadaverdoktoren fra 2010, og her tre år efter kommer så endelig en ligeså fremragende toer i serien, Det levende kød.
I juni 1894 bliver en italiensk prostitueret i den franske provinsby Varbourg, fundet myrdet i en baggård med adskillige knivstik i underlivet.
Kort efter den franske præsident er knivdræbt af en italiensk anarkist i Lyon, findes det maltrakterede lig af en ung italiensk prostitueret i provinsbyen Varbourg. Nogle trækker med det samme paralleller til de to drab, mens boulevardpressen svælger i Jack the Ripper-teorier. Sandheden ligger dog et helt andet sted, nemlig i at efterprøve om datidens biomedicinske dyreforsøg også holder stik i det menneskelige tilfælde. Og det bliver igen Madeleine Karno, der kommer på sporet af denne vinkel - og følger den til dørs...
Dette resume er dog i højere grad et resumé af rammehistorien. For i mine øjne handler bogen først og fremmest om "moderne gennembrud" i 1800-tallets slutning som "det kvindelige gennembrud" og andre  overgange til nye måder at anskue mennesker på og "det videnskabelige gennembrud" især med hensyn til videnskabsteori og bioteknologi. Madeleine Karno står som repræsentant for begge typer gennembrud i en kriminalhistorie, som er glimrende skruet sammen. Madeleine og Lene arbejder sig sikkert frem mod løsningen med videnskabelig metode.
Dertil kommer, at Lene Kaaberbøl skriver fremragende med indlevelse i den tid, hun har sat sig for at beskrive, og hun vrider lige sit sprog, så det virker tilpasset 1890'ernes stil - uden at det fremstår kunstigt på nogen måde. Og så lige en biting, og så alligevel: Afsindig flot forside. Prøv selv at klikke på billedet og se detaljerne...
Glimrende roman og glimrende krimi!
****   
(Modtryk, 309 sider. Udgivet 8. marts 2013)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, InformationDagbladenes Bureau og Politiken

søndag den 10. marts 2013

Ryan David Jahn: Jagten, 2012

Årets indtil videre største positive overraskelse på thrillerfronten står amerikaneren Ryan David Jahn for med sin Jagten. Ualmindeligt spændende, endda uden de helt store armbevægelser (i hvert fald til at begynde med), og ualmindelig velskrevet og oversat.
Politimanden Ian Hunt i den texanske lilleby Bulls Mouth sidder som sædvanligt og passer stationens telefon, da han modtager et alarmopkald fra sin fjortenårige datter Maggie. Maggie som syv år tidligere blev bortført, og som Ian indtil nu ikke har haft kontakt med. For første gang er det lykkedes hende at stikke af og ringe til politiet fra en telefonboks, men hun afbrydes hurtigt af bortføreren. Hun har dog nået at give oplysninger, der giver Ian håb, og nu starter hans jagt på datteren og hendes bortfører - på helt egen hånd.
Alt er godt i denne bog! Det er i den grad gedigent thrillerhåndværk om den enlige ulv, der på trods af alt jager sit mål - og uden hensyn til omkostningerne for sig selv og i visse tilfælde andre. Ian må dele synsvinklen med Maggie og bortføreren, og også her fungerer det perfekt, så man lærer alle tre at kende - både på godt og ondt. Desuden er historien fantastisk godt og billedrigt skrevet - og ofte i et smukt sprog - så alting nærmest udspiller sig for øjnene, ørerne og for den sags skyld næseborene af læseren. Hertil kommer at der ikke bliver lavet følelsesporno ud af far/datterforholdet, hvilket rigtig mange forfattere havde forfaldet til.
Fantastisk spændende og velskrevet thriller som vil komme højt på min liste over årets bedste læseoplevelser!
****1/2
(Hr. Ferdinand, 344 sider. Udgivet 13. september 2012. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Dispatcher, 2009)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

lørdag den 9. marts 2013

Gaute Heivoll: Kongens hjerte, 2013

Radesyge: "(efter no. rade-, ratesyke; 1. led mulig til no. raten, daarlig (jf. Torp.​EtymO.516); sml. -syg, -sygdom; foræld.) en (særlig i Vestnorge i 18. aarh. forekommende) sygdomsform, der ytrede sig ved ondartede saar (og hovedsagelig var miskendt, gammel (tertiær) syfilis); ogs. ofte: spedalskhed."
Fra: Ordbog over det danske sprog, bind 17
I 1775 sejler et skib fra det sydlige Norge mod København og Frederiks Hospital med et dusin passagerer, der lider af radesyge. Heriblandt er en far med sin tiårige syge datter. Det meste af bogen foregår i de syges opholds- og soverum i skibet på vej mod København og en mulig helbredelse.
Det er længe, længe siden - om nogensinde - jeg har læst en dialog, som er så afdæmpet som dialogen mellem far og datter i Kongens hjerte. Bagsidens eksempel er typisk:
   Hvad kan du se? hviskede pigen bag ham.
   Det er et skib, sagde han.
   Et skib?
   Ja.
   Jeg er bange, sagde hun.
Efterhånden som bogen skrider roligt frem og man lærer far og datter at kende bliver dialogen næsten til en meditativ oplevelse. Meget, meget flot!
Bogen formidler i højere grad deres kærlighed, end den spiller på spændingen om pigens skæbne. Men den ligger hele tiden lige under overfladen alligevel, og man mærker farens angst for, hvad der skal blive af pigen.
Det er en meget smuk historie, og den er fantastisk smukt fortalt - men lad være med at tage den i stedet for den hæsblæsende seriemorderkrimi, som du ikke kunne finde på biblioteket eller hos boghandleren.
*** 1/2
(Samleren, 206 sider. Udgivet 10. januar 2013. Oversat af Camilla Christensen fra norsk: Kongens hjerte, 2012)
Se mere Litteratursiden
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, NRK og Kulturkapellet

torsdag den 7. marts 2013

Susanne Staun: Helt til grænsen, 2013

Helt til grænsen er tredie og sidste del af Susanne Stauns serie om vicestatsobducent Maria Krause. Desværre. For jeg har været fra "vild med" til "glad for" de to første bøger i serien om retsmedicineren i Odense og hendes indre og ydre dæmoner.
Helt til grænsen får Maria under sin ferie i USA, hvor hun følger historien fra Hilsen fra Rexville til dørs, at vide at hendes gode ven Lille John har hængt sig. Hun tager straks tilbage, og hendes viden om Lille John og omstændighederne ved hans død gør, at hun er sikker på, at der er tale om drab og ikke selvmord. Som sædvanlig tager hun sagen - hele sagen - i helt egen hånd, hvilket endda fører hende til Beirut. Ydermere er der en person, som har kendskab til nogle ikke helt regelrette ting, Maria har bidraget med i sagen fra Rexville, og afpresser hende. Og også her forsøger Maria som altid at løse sagen på en måde, som mildest talt ikke er hverdagskost.
Alting er som det skal være i en bog af Sausanne Staun:  Ingenting er helligt: Psykopati og selvtægt er som sædvanlig hovedingredienser, her med jalousi, hævn og kvælesex som gennemgående krydderier (tilsat poppers, en Audi med kun én airbag og 400 m. gaffatape) - og med det sproglige håndværk og sans for plot som basis for en godt gennemført historie.
Sidehistorien fra Rexville skurrer dog lidt, og virker lidt som en blindtarm i den samlede helhed. Den giver en genopfriskning af et element, som er vigtigt for bogens videre handling - men det kunne måske være gjort mere elegant...
Men ellers er Helt til grænsen en fornøjelse - både med hensyn til sprog og underholdningsværdi. Jeg glæder mig til at se, hvad vi får at se fra Susanne Stauns hånd i fremtiden - uanset hvilken genre hun måtte kaste sig over. Om jeg så betyder, at jeg skal til at læse sonetkranse...?
**** 
(Gyldendal, 313 sider. Udgivet d. 7. marts 2013)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, BerlingskeDagbladenes Bureau og Politiken
Læs interview med Susanne Staun fra Politiken 5. marts 2013
Se illustreret researchreportage fra Odense på Susanne Stauns blog, Suzys Blob
Helt til grænsen er tredie bog i serien om vicestatsobducent Maria Kruse. De to første bind er:
1. Døderummet, 2010
2. Hilsen fra Rexville, 2011

onsdag den 6. marts 2013

Jiro Taniguchi: Min fars dagbog, 2012 (1994)

Den japanske tegneseriekunstner Jiro Taniguchi har endnu engang begået et lille mesterværk med Min fars dagbog. Selv om han begik det på japansk i 1994, er det først nu blevet oversat og udgivet på dansk atten år efter.
Ligesom i hans Min fjerne barndomsby dykker Taniguchi ned i barndommens land. Yoichi bor i Tokyo, er i slutningen af fyrrerne, da han en dag bliver ringet op og får at vide, at hans far er død i barndomsbyen Tottori. Efter pres fra sin kone tager Yoichi flyet samme dag, så han kan deltage i vågenatten. Her er hele familien samlet  over adskillige skåle sake, hvor de fortæller og taler om faderen, så Yoichi bliver nødt til at danne sig et nyt indtryk af faderen og dermed revidere sin egen barndom.
Jiro Taniguchi er en stilfærdig mester i at udnytte den grafiske roman potentiale til at skildre barndommen og ungdommens tabte land. Tegningerne er ofte næsten fotografiske i deres hukommelse, men man kan stadig se, at det er tegninger, der fortolker erindringer. Opbygningen om en families vågenat med tungeløsnende sake giver en fri og flydende erindringsstrøm fra de forskellige personer og især fra Yoichi, der ligefrem inviterer til at blive omsat til billeder.
Igen en maget smuk og eftertænksom tegneserie fra en af min absolutte favoritter inden for feltet af grafiske romaner.
****1/2
(Fahrenheit, 274 sider. Udgivet 8. november 2012. Oversat af Mette Holm fra japansk: 父の暦 (Chichi no koyomi), 1994)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

lørdag den 2. marts 2013

Jussi Adler-Olsen: Washington dekretet, 2006

Jussi Adler-Olsen var ikke var så dreven en forfatter her i hans anden skønlitterære bog Washington dekretet fra 2006, men brødet blev alligevel slået stort op - alt for stort op...
I 1992 er den demokratiske senator Bruce Jansen på rejse i Kina sammen med sin kone og de tre vindere af en konkurrence, som hans firma har udskrevet. I Beijing bliver Jansen kone knivdræbt af en sindsforvirret ung kineser. Seksten år senere vinder Jansen en jordskredssejr ved det amerikanske præsidentvalg, men under fejringen af valgsejren skydes og dræbes hans nye og gravide kone. Det får Jansen til at præsentere et lov og orden-program, der kaster USA ud i politistats- og nærmest borgerkrigsagtige tilstande. Kræfter bagved præsidenten har deres egen agenda og puster godt til ilden, så udviklingen løber helt løbsk.
Mede Washington dekretet har jeg været igennem hele Jussi Adler-Olsens samlede skønlitterære forfatterskab, så jeg kan tillade mig at sige: Washington dekretet er suverænt og ubetinget hans svageste bog!
Brødet er bare slået for stort op. på trods af det høje sidetal formår Adler-Olsen ikke rigtig at få skabt hele personkarakterer (andet end måske ligge bogens hovedperson Doggie Rogers). Jeg manglede alt for tit en baggrund for at kunne forstå de medvirkendes bevæggrunde og drivkræfter. Og på det sproglige område er der til tider knæfald for temmelig stereotype klichéer - ikke mindst i epilogen, hvor det kulørte og blomstrede sprog satte sig som en noget sur smag i munden på mig.
Plottet er stort tænkt - respekt for det - men gennemførelsen af det virker i bund og grund helt urealistisk på mig, og det er altså en vigtig grundpille i en ellers tilstræbt realistisk politisk thriller.
Med andre ord: Læs med fornøjelse Jussi Adler-Olsens samlede forfatterskab, som jeg har gjort, men spring roligt Washington dekretet over.
**  
(Aschehoug, 634 sider)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Sentura