Og selv om det er det tema, er det en slags novellesamling Vann har skrevet, men i tråd med at det er om én begivenhed i hans eget liv, hedder samlingen Fortælling om et selvmord - i ental. Og for at det ikke skal være løgn er den ene af de seks fortællinger, Sukkwan Island, en roman på næsten 200 af de 274 sider.
Alle historierne har drengen Roy Fenn som omdrejningspunkt, der tænker på en blanding af hvad der skete, blandet med forestillinger om hvordan handlingforløbet kunne være sket - i form af en drengs ofte negative forestillingsverden og dårlige drømme. Og det er ikke rar læsning! I en af historierne er det f.eks. drengen selv der begår selvmord, og faderen der for sent indser sin skyld i det selvmord. Barsk kost! I fortællingen bagefter opsøger den nu trediveårige Roy faderens fortid, så bogen springer mellem virkelighederne.
Det er en fantastisk god bog, endda endnu bedre end Caribou Island, som ellers er rigtig god. I begge bøger er der som sagt ikke mange brølende grin - men derimod en knugende og uheldsvarslende stemning, som er eminent godt skrevet. Og forsidens citat fra anmeldelsen i The Observer passer rigtig godt: "Den mest sandfærdige erindring og den rene fiktion". Hvor virkeligheden i bogen starter og slutter er svært at sige, og det er med til at gøre bogen fremragende.
(Gyldendal, 274 sider. Oversat af Kristian Bang Foss fra amerikansk: Legend of a Suicide, 2008.
Bogens noveller: Iktyologi, Rhoda, En fortælling om gode mænd, Sukkwan Island, Ketchikan og Op i det blå)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Kristeligt Dagblad, Berlingske og Politiken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar