torsdag den 2. februar 2012

Ernest Hemingway: Farvel til Vaabnene, 1936

Ernest Hemingways klassiker Farvel til Vaabnene fra 1929 er en titel, som de fleste kender i det mindste navnet på. Det er en kombineret roman om krig og kærlighed, og jeg må sige at kombinationen i mine læsebriller bliver lidt skæv i kvaliteten.
Amerikanske Frederic Henry har meldt sig som ambulancefører for italienerne under 1. verdenskrig og er udstationeret i byen Gorizia tæt på grænsen til Østrig-Ungarn i det aller nordøstlige hjørne af Italien. Her i 1917 har han rang af løjtnant i den italienske hær og kører sårede fra den nærliggende front væk til hospitaler og bruger ellers tiden på at drikke, gå på bordel og tale med kammeraterne om den meningsløse og mere eller mindre uforståelige og tilsyneladende evige krig, de deltager i. Han møder den engelske sygeplejerske Catherine, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. "Farvel'et" til våbnene kommer, da Frederic Henry bliver taget som mistænkt for at desertere men ser sit snit at flygte og tage Catherine med sig.
Det er især de snakke, som Frederic Henry har med sine kammerater om krigen, der er spændende. Her får man nemlig et indtryk af en meningsløs krig, hvor kombattanterne ustandseligt smider granater i hovedet på hinanden, men ingen ved rigtig hvorfor og virker ikke som om de nogensinde har vidst det. Den stemning rammer Hemingway meget flot. På den anden side er der kærlighedshistorien mellem Frederic og Catherine, som især før deres flugt ikke virker troværdig på mig. Jeg forstår ganske simpelthen ikke, hvorfor de er tiltrukket af hinanden - andet end at de siger søde ord til hinanden i et væk. Men hvorfor?
Jeg må indrømme at jeg nok som helhed var lidt skuffet over Farvel til Vaabnene, som jeg havde meget store forventninger til - og at hovedårsagen er kærlighedshistorien. Men rigtig gode antikrigsroman, der giver et stærkt og realistisk indtryk af 1. verdenskrig meningsløse slagteri uden at man man behøver at komme helt ned i skyttegravene.
***
(Schultz, 324 sider. Oversat af Ole Restrup fra amerikansk: A Farewell to Arms, 1929)

2 kommentarer:

  1. Hej Michael.

    Jeg er selv stor fan af bogen, så giver lige mit input.

    Efter min mening er det stærke ved bogen den generelle meningsløshed, som Hemingway fremmaner. Ja, krigen er selvfølgelig forfærdelig og meningsløs... men det er kærligheden og livet måske generelt også?

    Ihvertfald sker der det, at de to elskende flygter og flygter gennem alverdens farer og uvejr. Endelig når de frem og Catherine skal føde deres barn. Hvad sker der? Både Catherine og barnet dør og Frederic står tilbage med ingenting.

    Det synes jeg er stærkt :-)
    /Peter

    SvarSlet
  2. Tak for din kommentar.
    Jeg medgiver at du absolut kan have en pointe dér...
    Jeg var henne i den fornemmelse med afslutningen af bogen - men ikke i hele deres forholds forløb, som, jo, netop bare virkede indholds- og meningsløst, men hvor min "analyse" bare gik mod, at kærlighedshistorien var utroværdig.
    Jeg vil have din kommentar i erindring, hvis jeg skulle kaste mig ud i bogen igen.

    SvarSlet