torsdag den 1. september 2011

Henrik Strube: Violinbyggeren, 2011

Sidst jeg så noget til Henrik Strube var i filmatiseringen af Submarino, hvor han spillede en rigtig god birolle som "Gule" fra heroinmiljøet på Vesterbro. Med Violinbyggeren fortsætter Strube i det kriminelle miljø, men denne gang indenfor tremmerne.
Bogen handler om Sonny, der udover at køre lidt taxa er opkræver for et par narkodealere i Lyngbyområdet. En dag går det galt, pistolen går af, og Sonny idømmes seksten års fængsel for drab. I fængslet låner får han skaffet en bog om violinbygning, og fra da af er hans mål at bygge en violin med de forhindringer, der nu engang er af alle mulige slags i et fængsel. Som han selv siger: "Jeg har jo tid nok"...
Det er faktisk en god og medrivende bog, som Henrik Strube har fået skrevet om både Sonny og violinprojektet, men også om fængselsmiljøet, og om forholdet til sønnen Peter, der er på vej ud i samme kriminelle løbebane som Sonny selv.
Violinbyggeren er en meget sympatisk og til tider ret rørende feel good-roman pga. sin empati og tro på både selvopholdelsesdriften og på det gode i mennesket. Det er ikke stor finlitterær kunst men en rigtig god historie, hvor forfatteren bestemt har noget på hjerte - og forstår at få det ud så meningen er klar, samtidig med at det bestemt er til at holde ud at læse. En fin fortælling, "based on a true story", fra Strube.
***1/2
(Lindhardt og Ringhof, 347 sider)

1 kommentar:

  1. Jeg er også netop færdig med romanen, og jeg er fuldstændig enig med dig i din præcise beskrivelse den læseoplevelse. Det er ikke stor litterær kunst, men et dejligt stykke fiction fra "den virkelige verden". Jeg har tænkt mig at "book-talke" omkring den roman på Bogmessen, hvor Litteratursiden (jeg er medlem af redaktionsgruppen) stiller op 2 gange anbefalinger af nye(re) romaner

    SvarSlet