onsdag den 28. september 2011

Ny skønlitteratur - oktober 2011

Lad det være sagt med det samme: Af oktobers nye bøger er den, som jeg glæder mig allermest til ikke et stykke med skønlitteratur. Det er Peter Øvig Knudsens nye Hippie 1 om hippierne og Thylejren. Bogen dækker tiden fra The Summer of Love i 1967 frem til starten på Thylejren i 1970. Det er første bind af to, der tilsammen bliver et storværk om hippietidens storhed og fald. Første bind udkommer 27. oktober - dagen før min fødselsdag! (Dette være ment som et temmelig indiskret fingerpeg til nærtstående læsere)...
Og så til skønlitteraturen: Jan Guillou præsenterer Brobyggerne (27.10), der foregår i 1901, og som er første bind i en serie om hele det tyvende århundrede. "Jan Guillou mest omfattende bogprojekt nogensinde". Altså ifølge forlaget. (PS 3.8.12: Bind to kommer 8. oktober 2012 og har titlen Dandy). I sidste måned skrev jeg, at Fay Weldon ville få udgivet sin nye Kehua d. 1. september. Men det var bare den engelske udgave. Den danske udgave kommer her d. 20. oktober. Med temaer i bogen som mord, incest, utroskab, tilgivelse og spøgelser. Så skulle der ellers være linet op til en god gang modbydelighed fra Weldon!
Derudover er der nyt fra en skønlitterær Jørgen Leth med Hvad er det nu det hedder (10.10), Christel Wiinblads Prolog (7.10) og ikke mindst Bent Haller: Fuldmånen stille sejler (21.10). Desuden kommer Anne B. Ragdes En tiger for en engel, som er hendes debutromanen fra 1990 d. 12. oktober.
Ellers er oktobers skønlitterære oversigt i høj grad præget af krimier, og det er et par af de salgs- og udlånsmæssige sværvægtere, der her er tale om. Allerførst og fremmest er Jo Nesbø og hans Genfærd, der udkommer 10. oktober. Igen en basse på 455 sider, hvor Harry Hole, efter at have opholdt sig tre år i Asien uden kontakt til Oslo, vender hjem. Der er en sag, han gerne vil se nærmere på: En ung mand er blevet dømt for drab i et narkoopgør. Den dømte er Holes store kærlighed Rakels søn, Oleg. Det niende bind om Harry Hole, og en serie som har holdt en helt exceptionel høj kvalitet!!! Læs første kapitel.
Men på krimifronten er der også Lene Kaaberbøl & Agnete Friis, der  udgiver det tredie bind i serien om Nina Borg, Nattergalens død, som kommer 25. oktober. Første bind i serien Drengen i kufferten var glimrende, mens efterfølgeren Et stille umærkeligt drab stod noget svagere. Desuden kommer Gretelise Holms Firmaets bedste mænd og kvinder (18.10) og så til sidst to mandelgavenovellesamlinger, nemlig Flere bitre mandler med kriminoveller af Susanne Staun, Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld, Liv Mørk, Kaaberbøl & Friis og Inger Wolf (31.10). Men allerede d. 26. kommer en svensk pendant Vintermord med bidrag af andre tunge drenge og piger som Henning Mankell, Håkan Nesser, Arne Dahl og Camilla Läckberg m.fl.
Engelsk cover
Så er der et par tegneserier/grafiske romaner, som (sikkert) fortjener lidt ord: Først og fremmest japanske Jiro Taniguchi, der sidste år introducerede voksenmangaen i Danmark med den fantastisk gode Min fjerne barndomsby. Han er tilbage med Manden der går tur, som forlaget Fahrenheit ikke har sat præcis dato på, bortset fra at den kommer i oktober. Og så er det Ray Bradburys Fahrenheit 461 der er omskabt til tegneserie af amerikaneren Tim Hamilton. Den udkommer selvfølgelig også på forlaget Fahrenheit.
Og så lige til slut til føljetonen...: Udgivelsen af Knud Romers flere gange længe ventede Kort over paradis er endnu engang er udskudt, nu til 25. februar 2012. Den har ellers stået til udgivelse i et stykke tid til 11. oktober. Ja, ja, han kysser ikke samme dag, som han spidser munden...
Rettelser og tilføjelser til dette indlæg kan forkomme i tiden herefter...

Se alle indlæg om kommende bøger

mandag den 26. september 2011

Lars Saabye Christensen: Bernhard Hvals fortalelser, 2011

Det kan være det er min manglende kulturelle dannelse, men jeg havde ikke hørt udtryk som fissedrøbel og pik i pariserøjet, før jeg læste Bernhard Hvals fortalelser af Lars Saabye Christensen. Og jeg fik da udvidet mit ordforråd betydeligt i den genre under læsningen!
Ordene kommer fra lægen Bernhard Hval (f. 1900), som har sat sig for, inden han tager livet af sig på sin firsårsdag, at fortælle historien om fodgængeren Notto Fipp, som Bernhard har sit livs eneste, kortvarige og selvfølgelig lidt mærkværdige venskab med. Det bliver dog i højere grad til historien om Bernhard selv, herunder trangen til at sige frække ord i de allermest upassende situationer. Men også om alle hans andre tvangshandlinger: håndvask, pludselige spjæt med armene, trampen med fødderne, snøften, skæren tænder og en hel del andre...
Han vokser op som søn af en gullaschbaron, der skyder sig med sit jagtgevær i overværelse af den ca. femtenårige Bernhard, og en mor som stikker af med stuepigen til New Zealand. Og derefter fortæller han om sin lægeuddannelse og -gerning samt forlovelse og ægteskab med Sigrid. Og om Notto Fipp... Og intet af det går stille af!
Lars Saabye Christensen skriver som en hvirvelvind - alle de opfindsomme ukvemsord, latinske senteser og mere eller mindre absurde replikskift er bare krydderier i historien om den mildest talt skæve eksistens Bernhard Hval, og det over 517 sider som ikke står stille på ét eneste tidspunkt! Det er ekstremt underholdende, billedmættet som en film og i det hele taget enormt velskrevet. Det hele virker som om LSC har hygget sig gevaldigt undervejs!
Man kan måske diskutere, om det er nødvendigt at bruge så mange sider på at skrive historien, men Bernhard Hval er en gudsbenådet "ordflommer", så det er helt OK, når det er underholdende. For menneskelig dårskab er jo oplivende - og den er repræsenteret i mere end rigt mål hos langt de fleste personer i Bernhard Hvals fortalelser.
****
(C&K Forlag, 517 sider. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Bernhard Hvals forsnakkelser, 2010)
Se også mine anmeldelser af Lars Saabye Christensens Mit danske album, 2010 og Åbent hus, 2009.

tirsdag den 20. september 2011

Benn Q. Holm: Byen og øen, 2011

Benn Q. Holms nyudgivne Byen og øen dækker perioden 1980 til 2010, og har generationen som blev født i starten af 1960'erne i fokus. Og det er helt ikke gennemsnitlige kakkelbordsdanskere, der er de centrale personer i bogen: De ender i hvert fald som henholdsvis filminstruktør, skuespillerinde, finansmand,  ambassadørfrue og forfatter. Bogen falder i tre dele, én for hvert årti. I hver del beretter de fem fortællerstemmer, som for de fires vedkommende ved bogens start lige er blevet studenter sammen, om perioder i deres liv i henholdsvis 80'erne, 90'erne og 00'erne. Og på bogens sidste tres sider rundes så af med, at de fire gymnasiekammerater mødes på den enes private ø.
Først det positive: Benn Q. Holm kan skrive, så de enkelte personers monologer virker realistiske og personlige, selvom de ikke er så forskellige i deres måde at udtrykke sig på. Replikkerne sidder godt, og personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke papkasser. Og Byen og øen er spændende og vedkommende. Den overordnede idé står klar nok, og den den sætter tanker i gang, især når man selv er del af den generation. Og bogen er stort og flot tænkt. Hr. Holm er ikke halvandethundredesidersminimalist!
Men bogen kunne i den grad alligevel kunne have fortjent en voldsom opstramning. Min hovedanke er, at det bliver for meget med hele fem fortællerstemmer i bogen. Der er simpelthen ikke plads nok til de enkeltes historier på den tildelte plads. Havde der været fokuseret mere på nogle færre fortællere, kunne de være kommet bedre til deres ret. Selvom personerne fremstår ægte, kom jeg i hvert fald ikke til bunds i nogen af dem, måske undtagen filminstruktøren Espen, der også er fortæller i de sidste tres sider fra øen. Men ellers står selve gruppebilledet en del skarpere for mig end de enkelte personer. Bogens tidsbilleder er et andet problem. Det er mest musikken, især fra firserne, der virker godt, både som tidsbillede og til at karakterisere de enkelte. Derudover bliver begivenheder i verden oftest kun lige nævnt i forbifarten og virker mest lidt påklistrede.
Projektet er i mine øjne vokset Benn Q. Holm noget over hovedet - og det er der kommet en mere ambitiøs end en rigtig god roman ud af. Den skulle enten have været strammet og barberet, eller også skulle den have været udvidet i sidetal for at følge de gode ideer helt til dørs. Den er endt mellem to stole. Det overordnede budskab går da alligevel igennem: En generation af mennesker der i store træk tabte sine idealer og drømme undervejs, og som kom til at stå tilbage med sig selv og deres dæmoner og ensomhed. Nogle mere end andre.
**1/2
(Lindhardt og Ringhof, 473 sider)
Læs også min anmeldelse af Benn Q. Holms Den gamle verden fra 2009.

lørdag den 17. september 2011

Halfdan Rasmussen: Og det var det -, 1977

At Halfdan Rasmussen (1915-2002) var digter med stort D er der nok ikke mange, der er i tvivl om. Han var det endda i så høj grad, at selv hans barndomserindringer er skrevet som vers i hans helt umiskendelige stil med rim og humor og det hele.
F.eks som i en erindring om dengang den ca. tolvårige Halfdan ville undersøge paraplyers evner som svævefly ved at springe ud med et udslået eksemplar oppe fra et førstesalsvindue:
Så slap du brat dit tag i vinduesrammen
så paraplyen vendte vrangen ud
og jorden og din røv blev presset sammen
til en slags asfalteret gåsehud
Den bedrift vandt han en hel del hæder for blandt de andre unger i gården!
Halfdan skriver især om personer i sin barndom: Far, mor, bedsteforældre, fire lærere med vidt forskellige livssyn og om de andre børn. Men også om rotter og rullestuen og jordvejen på Bådsmandsstrædes Kaserne (nu Christiania) og om Gud.
Det er som altid med Halfdan Rasmussen både rørende og morsomt og fyldt med kærlighed til sine figurer - lige med undtagelse af et par af lærerne. Alt sammen skrevet med kolossal sans for sproget, både mht. billeder og rytme. Hele bogen er gennemillustreret med grafik af Kaj Matthiesen, noget mere interessant end andet, men med til at skabe bogens stemning af, at man er der.
En fin lille perle. Lige et vers til sidst, hvor far er kommet fra værftet med en lille juleblæser på:
Og mor blev varm og svensk i mælet
og talte smålandsk til min far
der gav et vers om Gubben Noah
og sang tenor og var til nar.
****
(Det schønbergske Forlag, 59 sider)

fredag den 16. september 2011

Dan Rhodes: Guld, 2008

Britisk humor er ofte en afslappet sag, og Guld lever helt op til reglen. Måske endda lidt for meget.
Miyuki Woodward tager hvert år på to ugers afslapningsferie i en lille walisisk by ved kysten medbringende en bog til hver dag og slutter hver dag på pubben The Anchor, hvor også store Mr. Hughes, lille Mr. Hughes, Mr. Puw, Slamsuger-Billy og hans skiftende kvindebekendtskaber bag disken også holder til. Miyuki laver det samme som hvert år, men denne gang sprøjtemaler hun en klippe ved stranden med guldfarve, og det drejer Myiukis ferie i en lidt anden retning, end hun havde forventet..
Guld er en lille hyggeligt og hurtigt læst bog, hvor der stort set ingenting sker - og slet ikke noget dramatisk. Det er mere et slags stillbillede af ti dage i en walisisk ferieby i januar, hvor halvdelen af historien foregår på pubben om aftenen, også uden at der sker noget særligt dér. Hurtigt læst, hurtigt glemt. Bag på bogen bliver den præsenteret som "hysterisk morsom". Den, der har skrevet de ord, må have røget en hel god pot under læsningen for at få  bogen til at blive til det! Men hyggelig er den da.
Mere er der ikke rigtig at sige om Guld  - måske bortset fra at ikke alt der glimter er guld. Hverken sprøjtemalede klipper eller bøger...
**
(Tiderne Skifter, 183 sider. Oversat af Ninna Brenøe fra engelsk: Gold, 2007)

onsdag den 14. september 2011

Henrik Rehr: Tirsdag, 2002 & Tribeca Sunset, 2003

Nej, det er ikke tilfældigt, at jeg har læst Henrik Rehrs tegneserier med hans erindringer samt en opfølgende mere fiktiv historie om 11. september 2001 netop nu. Både pga. tiårsdagen men også fordi Tirsdag og Tribeca Sunset lige er udkommet i en samlet udgave - under titlen Tribeca Sunset (med 50 siders ekstramateriale) med en flot femstjernet anmeldelse i Politiken.Der går dog noget tid inden den havner på biblioteket, så derfor originaludgaverne.
Tirsdag er Henrik Rehrs egne oplevelser i New York fra 11. september. Han boede ca. 200 m fra World Trade Center og var hjemme og passe sin 1½ år gamle søn, da flyene bragede ind i tårnene. Derefter fulgte flugten, evakueringen fra Manhattan og månederne med at skulle bo hos venner og bekendte, indtil det var sikkert at familiens lejlighedskompleks ikke havde taget skade.
Tribeca Sunset foregår i det "nye" New York nogen tid efter. Her er Henrik Rehr ikke selv med. Det er historien om fire venner, som mødes til en polterabend for den ene af dem. Alles liv er voldsomt berørt af 9/11, ikke mindst den meget neurotiske maler Mac, som er blevet nødt til at flytte fra New York for at kunne arbejde uden angst. Men byen har måde mistet sin uskyld i de fire venners øjne - og de fire derfor også deres - med attentatet.
Det er en fin kombination både at kunne skrive og sætte billeder på en begivenhed som 9/11. På én måde gør det sig bedst i Tirsdag, som nok har større personlighed i den selvoplevede historie om den umiddelbare angst og usikkerhed. På den anden side er Tribeca Sunset en bedre tegneserie som sådan.
Tirsdag og Tribeca Sunset er begge tegnet i en noget "grov" streg, og især Tirsdag virker som om, at det har været en historie, som Rehr har haft stort behov for at få ud af sit system. Tribeca Sunset er der blevet kælet lidt mere for, både i tegninger og i historiens opbygning
Men de to bøger er svære at sammenligne, og jeg kan ikke rigtig forestille mig, at bøgerne kan klæde hinanden i en samlet udgave. Men måske kan de mange siders ekstramateriale i samleudgaven binde historierne bedre sammen. Begge historier vil jeg dog give tre stjerner - men det er med vidt forskellige begrundelser.
***
(Tirsdag: Fahrenheit, 46 sider. Tribeca Sunset: Fahrenheit, 56 sider)

tirsdag den 13. september 2011

Tore Renberg: Kompani Orheim, 2005

Bogudfordringen 2011 fra "Bogklubben mener..." har i september måned som opgave, at deltagerne skal læse en udenlandsk roman på originalsproget". Jeg har valgt den nemme løsning og taget det mest nærtbeslægtede sprog, nemlig norsk - og når man først kommer i gang og ikke lade sig distrahere af, at der nogle ord man ikke forstår, så går det faktisk nemt. Og at Kompani Orheim så er en fremragende bog er medvirkende til, at sproget glider endnu lettere.
Hovedparten af bogen foregår i 1980'erne og især i 1988, hvor drengen og enebarnet  Jarle er femten år og på vej til at gå ud af niende klasse. Der er selvfølgelig pigerne, og der er kammeraten Helge, som Jarle sammen med opbygger en i den grad skråsikker politisk bevidsthed - og så er familien og ikke mindst faderen, der er skoleinspektør og har et massivt alkoholproblem, der betyder, at han er fuld fra han får fri fredag eftermiddag til han møder på arbejde mandag morgen.
Det er en bog, som på flere måder gør ondt at læse. Først og fremmest faderens alkoholikerhistorie, som giver en solid skam til alle tre familiemedlemmer, og som de forsøger at skjule. Det er meget, meget flot skrevet og noget af det bedste, som jeg har læst om mekanismerne i en alkoholikerfamilie. Skylden, skammen og håbet - og manglen på håb. Og så er der Jarle pubertære forhold til pigerne, som jeg så tydeligt kunne genkende, at det virkelig sved her tredive år efter! Og Jarles politisk bevidste skråsikkerhed bygget på floskelbasis. Og kan man ikke selv genkende det, er der helt sikkert mange andre elementer i Kompani Orheim, som tidligere femtenårige, og nok mest mandlige, pubertetsvrag kan genkende.
Alt i alt: Fremragende teenagebeskrivelse af en forfatter, som både kan huske ungdommen, bruge den og skrive om det, så det er vedkommende og genkendeligt. Fremragende roman!
****1/2
(Oktober Forlag, 460 sider. Også udkommet på dansk som: Kompagni Orheim, 2008, Batzer & Co.)

Der findes også en en tidligere udgivet bog om den syttenårige Jarle: Mannen som elsket Yngve fra 2003, på dansk: Mig og Yngve, 2009, Batzer og Co.

lørdag den 10. september 2011

René Fredensborg: Hønsehunde, 2011

Hønsehunde er gonzo. Det går stærkt, både med brandere og branderter på samtlige 160 sider.
Forfatterens alter ego Randy Frydenlund er på druk-, tjald-, ecstasy- og speedtur m.m. fra København til en pløjemark ved Randers i selskab med sin alkoholiske ven Erik Paaske for at få et eksklusivt interview med Jon Bon Jovi. Randy betragter sig selv som inkarnationen af rock 'n roll og gør i hvert fald sit til at leve op til det. Og dén livsstil skaber da forhindringer for at få interviewet på plads - mildest talt!
Og jo, det er underholdende.Da jeg havde læst to sider af bogen, morede jeg mig fint og fnes lysteligt - men tænkte samtidig: "Jeg tror s'gu ikke, jeg gider at læse det hele". Det gjorde jeg nu alligevel, og det var ok.
Der bliver uddelt verbale øretæver til musikbranchen, og det er da skægt, især når der er sat navn på ofrene. Og René Fredensborg kan da levere en effektiv gang gonzo, selvom jeg ind imellem syntes, det blev lidt for smart og indspist. Men fint nok, underholdningen er sikret. Slutningen på bogen (fra Asshairs Kinatourne) er lidt af et brud på historien og kunne nok godt have været undværet. Der virkede det som om, at han lige skulle have udfyldt de sidste sider, som han skulle skrive i følge kontrakten...
Hurtig og munter læsning - men helt sikkert også forholdsvis hurtigt glemt. Og Hunter S. Thomson er altså svær at leve op til!
**1/2
(Byens Forlag, 160 sider)

torsdag den 8. september 2011

Tove Alsterdal: Kvinderne på stranden, 2011

Avisanmeldelserne af Kvinderne på stranden var ret overbevisende, da bogen udkom for et par måneder siden: Fem stjerner i Politiken og hele seks i Berlingeren. Og jeg må da også pænt følge efter og give dem ret...
Meget kort fortalt er handlingen den, at en amerikansk journalist, Patrick Cornwall, forsvinder under research i Paris på en historie om den moderne slavehandel, som også i virkeligheden langt overgår tidligere tiders omfang. Patricks kone Ally tager til Paris for at finde ud af, hvor han er blevet af og kommer ind i en verden, hvor menneskeliv på mere end én måde ikke er noget værd.
Det er en rigtig, rigtig god thriller, som Tove Alsterdal har skrevet. På trods af de hårde odds, der er mod realismen i historien, tror man på, at scenografen Ally kan tage kampen op med den indflydelsesrige bagmand i slaverisyndikatet (selv om der til sidst måske går lovlig meget Lisbeth Salander i bogens clue). Der er gode miljøskildringer fra de steder, som bogen foregår, så man har en fornemmelse af at have set det selv. Og det uanset om det er Lissabons slum eller Marbellas luksus. Alsterdal kan skrive røven ud af bukserne på mange andre bestsellere.
Det jeg måske savner, er noget mere fokus på selve hovedsagen, nemlig det moderne slaveri. Det tror jeg, Alsterdal havde magtet uden at gøre sin thriller til et rent politisk anliggende. Her bliver det i højere grad en (god) personlig historie om Patrick og især Ally.
Nå, stort set kun ros til Kvinderne på stranden, som ér en skidegod thriller. Hvorfor er den ikke blevet oversat noget før i stedet for andre metervarer?
PS: ...forøvrigt regner man i følge Wikipedia med, at mellem 12 og 27 millioner mennesker i dag lever i slaveri...
****
(Mrs. Robinson, 365 sider. Oversat af Birgitte Jannerup fra svensk: Kvinnorna på stranden, 2009)