Zoë Ferraris: Den sidste sura, 2010

Det er en meget anderledes oplevelse, man får i Den sidste sura, end man er vant til fra en gennemsnitskrimi på et dansk bibliotek. Den foregår nemlig i Saudi-Arabien med det helt anderledes samfund, som nu engang findes dér. Og det gælder i denne bog ikke mindst indflydelsen fra den lokale fortolkning af islam på det daglige liv og herunder især vilkårene for de saudiske kvinder og forholdet mellem kønnene.
Bogens handling er kort fortalt den, at den sekstenårige Nouf fra en rig familie bliver fundet død ude i ørkenen, tilsyneladende pga. en ulykke. Men det viser sig, at Nouf var gravid, og der i det hele taget er omstændigheder, som gør, at sagen ikke er så ligetil. Noufs adoptivbror Othman beder sin ven, ørkenguiden Nayir, om at undersøge sagen, selv om familien mest af alt ønsker at lægge låg på. Uden Othmans vidende bliver Nayirs vigtigste samarbejdspartner Katya, som er ansat på det retsmedicinske institut i Jeddah, men som samtidig er Othmans forlovede...
Man kan tydeligt mærke, at Zoë Ferraris i den grad har noget på hjerte, der rækker ud over bare at skrive en krimi fra Saudi-Arabien. Forfatteren har selv været saudisk gift, er nu skilt og tilbage i sit hjemland USA. Og det er situationen for de saudiske kvinder, som er hendes egentlige budskab. Og det er ikke opløftende. Det er en verden i et forgyldt fængsel, tynget af forbud, dogmer og ikke-eksisterende valgmuligheder af kvinder, men forklædt som beskyttelse.
Det lykkes godt for Zoë Ferraris både at lave en OK krimi og en beskrivelse af de saudiske samfundsnormer, så det bliver til en god bog. Krimidelen kan til tider synes lidt langtrukken, men bogen er absolut værd at læse og blive lidt klogere af på en verden, som ligger meget langt fra dansk "frisind".
Til anbefaling.

(Mrs. Robinson, 342 sider. Oversat af af Annemette Fogh fra amerikansk: Finding Nouf, 2008)