onsdag den 9. februar 2011

Tillæg til Ny skønlitteratur - februar 2011 : Supplement, rettelse & tip

En bog, som jeg slet ikke var opmærksom på, da jeg lavede mit blogindlæg om nyudgivelser i februar, var islandske Einar Kárasons Raseri, som udkom d. 3. februar. Den er en fortolkning af den såkaldte Sturlunge saga, en samling af islandske middelaldertekster som omhandler en række dramatiske begivenheder i 1200-tallets Island.Bogen blev faktisk indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010, men blev selvfølgelig løbet ned af Sofi Oksanens Renselse.
Derudover kommer en af mine britiske krimiyndlinge Peter Robinson d. 17. med endnu en sikkert solid og sikker krimi med fint person- og miljøhåndværk i Mørkespil, der endnu engang har kriminalkommisær Alan Banks og vicekriminalkommisær Annie Cabbot i de gode roller som altid.
Og så lige en rettelse: For Gud ved hvilken gang er Knud Romers i snart to år ventede bog Kort over Paradis blevet udsat. Nu står den til udgivelse i oktober - men hvem ved...
Og så vil jeg da lige gøre opmærksom på, at Sofi Oksanens debutroman Stalins køer vil blive taget under behandling i Smagsdommerne på DR2 torsdag d. 10. februar kl. 23.
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar