søndag den 28. november 2010

Helle Helle: Biler og dyr, 2000

Biler og dyr af Helle Helle er ikke så meget en novelle- eller prosasamling, men i højere grad en tilstand. En tilstand af stemninger, oplevet af især yngre kvinder, der bliver fortalt om de små hverdagsting med kaffe, blødt brød og ordvekslinger med andre mennesker i deres nærhed. Og det virker alt sammen som om, at det er helt almindelige hverdagssituationer, skrevet med de allermest almindelige hverdagsreplikker, men...
Der lurer i alle historierne noget, som vil være et brud med den verden, som personerne tager for givet. Og ved mange af historierne kunne jeg ikke lade være med at tænke: "Gud ved, hvad der kommer til at ske herfra?"
Helle Helle er en fantastisk forfatter, som der ikke findes andre af samme slags af i Danmark. Hendes blik for de helt små ting og nuancer er eminent, og hun forstår ikke mindst at gøre de mest almindelige iagttagelser til noget, som dækker over nogle meget dybere hemmeligheder og sandheder om de personer, som novellerne handler om. Jeg har før læst Ned til hundene og Rødby-Puttgarden af hende og er sikker på, at det er de to romaner, som vil blive ved med at sidde i mig, men Biler og dyr vil også få en plads, omend nok mindre.
***1/2
Se også min anmeldelse af Helle Helles Dette burde skrives i nutid, 2011

lørdag den 27. november 2010

Stephen King: Under kuplen, 2010

En rigtig Stephen King Kong Super Size roman på ikke mindre end 1198 sider, eller, som jeg har set i den britiske avis The Telegraph's anmeldelse, på præcis 336.116 ord!
Og King kan stadig skabe et enormt persongalleri af forskellige arketyper og holde så godt styr på dem, at man som læser også kan holde styr på dem, selv om man en gang imellem lige skal slå de lidt mere perifere figurer op i den to et halvt sider lange personoversigt.
Historien i Under kuplen er, at der pludselig en efterårsdag opstår en gennemsigtig, men uigennemtrængelig kuppel, der afskærer lillebysamfundet Chester's Mill i Maine fra det øvrige USA. Byens stærke mand, brugtvognsforhandleren 'Big Jim' Rennie, søger at udnytte situationen til egen fordel til at sætte sig endnu tungere på magten end den han har i forvejen, også den fysiske, og skabe sit eget diktatur med klare linier til det nazistiske Tyskland.
Denne allegori er både bogens styrke, men så sandelig også dens svaghed. Budskabet er, at sådanne diktaturer kan ske alle steder, hvor der er folk som Big Jim, der for enhver pris vil tilrane sig mere og mere magt - og som har demagogien og er i stand til at rekruttere medløbere, som fra at være ingenting kan blive til at være ingenting med magt. Men det hele bliver altså også for firkantet. De onde er onde, og de gode er bare gode - uden de store mellemregninger. Og af dem der tvivler, ved man næsten hvilken side, de vil vælge til sidst. Men spændingen bevares om fortsættelsen på historien hele vejen igennem bogen, og cliffhangerkvaliteten hos King er som altid bare god! Selv om det bestemt ikke er hans stærkeste bog. Og heller ikke sidetallet har jeg egentlig noget at indvende imod, men den kunne dog godt være splittet op i mindst to bind af hensyn til læseren.
***
(Originaltitel: Under the Dome, 2009)
Se også min anmeldelse af Stephen Kings Efter solnedgang.

fredag den 26. november 2010

1001 bøger du skal læse før du dør, 2010

Politikens Forlag har nu også fået fordansket en bog om verdenslitteraturen i serien '1001 et eller andet du skal ... før du dør'. Hertil kommer, at man med medvirken af Bo Tao Michaëlis har suppleret den engelske udgave med ca. 40 danske værker, som BTM skriver om. Vægten ligger især på den nyere litteratur efter 1950, hvilket vel altid kan diskuteres, men som er med til at give os ikke-litterater en mere anvendelig og guide til den nyere udenlandske, og for mig tit ukendte litteratur, som bogen omtaler.
Det er forholdsvis kortfattede introduktioner til de enkelte værker på ca. en halv side, der giver baggrundsoplysninger, karakteristik og og en argumentation for værkernes placering i det litterære billede, men uden at gå ind i større analyser. Målet er at fungere som appetitvækkende guide, så brugeren af bogen har et udgangspunkt for at vælge, om han vil kaste sig over værket - eller lade det ligge.
Det er en fantastisk guldgrube af inspiration, der er indeholdt i denne bog. Der er bøger, som jeg aldrig har hørt om af forfattere, som jeg heller aldrig har hørt om - men som jeg har ofte nu har fået lyst til at læse. Den korte form i beskrivelserne kan jeg også godt lide, da den ikke levner plads til at fortælle, hvad man så skal mene om værkerne, men overlader det arbejde til den kommende læser. Derimod irriterer det mig voldsomt, at alle bøgerne er behandlet, som om de er oversat til dansk. Der er danske titler ved hver eneste bog, selv om de ikke er oversat. Og der står ikke angivet, at de så ikke er oversat. Det burde være en oplysning, som bare skulle være i orden! Desuden er det i høj grad den traditionelle litterære litteratur, som er tilgodeset. Her synes jeg, at der måske skulle have været taget hensyn til andre genrer som f.eks science fiction, kriminallitteratur, gysere og den mere rendyrkede humoristiske litteratur.
Men alt i alt: Guf og guldgrube for den nysgerrige skønlitterære læser, der måske også søger noget andet end det, som lige står fremme på bibliotekets udstillingshylder.
***1/2
(Politiken, 960 sider. Oversat af Joachim Wrang fra engelsk:
1001 books you must read before you die, 2006)

mandag den 22. november 2010

Anja Otterstrøm: Enebørn, 2010

19 noveller på i alt 142 små sider og skrevet med pæn stor skrift. Det er, hvad man får for pengene i Anja Otterstrøms debut Enebørn. Og det er faktisk ikke så ringe. For på trods af historiernes (manglende) længde, er de rigtig gode og fint afrundede i langt overvejende grad. Novellerne er oftest små hverdagsepisoder, men ikke sådan at forstå, at de ikke kan have noget næsten skæve drejninger a la 1960'ernes absurde teater over sig. Det gælder bl.a. åbningsnovellen, hvor en kvinde smider sin samlever ud, hvorefter hun opdager at han har gemt sig bagved en lænestol i hjørnet. Og hun lader ham side, mens hun nyder at leve sit eget liv og bl.a. bagtaler ham i telefonen.
Og der er flere små perler i Enebørn. Ikke mindst fordi Anja Otterstrøm er rigtig god til at skrive sine små, korte 'novelleglimt' af livet. Hun rammer den helt korte form rigtig godt - men det gælder så i endnu højere grad om ikke at sluge fem-seks historier efter hinanden, men tage dem en eller to ad gangen. Nærmest ligesom god chokolade.
Og så synes jeg, at titlen Enebørn er nærmest genial til en novellesamling. Jeg forestiller mig en skoleklasse med en flok unger, som allesammen er enebørn. De har noget til fælles, men er alligevel forskellige med hensyn til tone, udseende og sind. Er det ikke nærmest definitionen på en novellesamling...?
***1/2

fredag den 19. november 2010

Jo, det er nogle gange størrelsen, det kommer an på...og så psykologien

Læsevenlig typografi fra Under kuplen
Jeg skal til at gå i gang med Stephen Kings nyeste epos, Under kuplen. Den er på 1198 sider. Og jeg glæder mig til at læse en af Kings king-size mammutmastodonter igen. Men jeg har et eller andet med bøger, når de er ved at nå ud over de 500 sider. Der skal noget til, at jeg kaster mig over dem. Det piner mig lidt at skulle læse den samme bog i mere end 5-6 dage. Hvad gør man så?
I dette tilfælde har jeg allieret mig med et par novellesamlinger, Anja Otterstrøms Enebørn og Helle  Helles Biler og dyr, der så kan fungere som afveksling og ikke mindst som den lekture, som kommer med i toget til og fra arbejde i stedet for 1,6 kg King.
Men jeg glæser mig over typografi og kapitel- og afsnitsopdelingen i Under kuplen. Der er mange kapitler og indenfor dem mange opdelte afsnit. Det gør det psykologisk mere overkommeligt at læse næsten 1200 sider. Som modsætning til det kan jeg fremhæve Jonathan Littells De velvillige, som jeg meget gerne ville læse, hvis ikke ikke bare bogen var en mursten, men også de enkelte sider var det. Ingen afsnit, ingen linieskift, ingen indrykninger, dialogen inde i selve teksten og de enkelte siders tekst totalt rektangulær uden formildende omstændigheder. Den får jeg nok aldrig læst.
To spørgsmål til læserne af dette indlæg:
Hvordan kommer du gennem en 2-3 ugers mursten, med eller uden afveksling?
Og er der psykologiske tricks, der kan bruges, så jeg kunne få læst De velvillige?
S.U.

John Ajvide Lindqvist: Menneskehavn, 2010

Det er med det store udtræk a la Stephen King, som John Ajvide Lindqvist ruller ud i Menneskehavn. Og han gør det godt på sin måde, men det er nok godt at have Kings suveræne måde på afstand. Ellers kan det virke lidt halvt. For det er King-stof, som Menneskehavn er inde på.
Anders og Cecilie mister i 2004 deres seksårige datter på Domarö, en skærgårdsø lidt nord for Stockholm. Hun forsvinder simpelthen sporløst. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. Anders, som har rødder på øen, lader to år gå efter tragedien med efterfølgende druk og skilsmisse gå, før han vender tilbage for at søge efter sandheden om Maja. Og de er ikke de eneste ofre - havet kræver, og der er ufærd på vej!
John Ajvide Lindqvist er mand for en god og solid gyser om tabte slægtninge, hvad han også beviste med Håndtering af udøde. Og jeg kunne godt savne lidt af den stramhed, som den havde i forhold til Menneskehavn. Menneskehavn er nok hundrede sider for lang, og optakten for langtrukken. Men ellers er det rigtig godt, at der bliver givet tid til beretningerne om øens Domarös forhistorie. Men det sug som Stephen King, og for den sags skyld også Lindqvists Håndtering af udøde, gav mig, fik jeg aldrig. Men jeg ved, at han kan give mig det sug - og jeg læser ham gerne igen.

***

(Originaltitel: Människohamn, 2009)

mandag den 15. november 2010

30 nye ting om mig, som du sikkert også er ligeglad med...

Så har Sørens bogblog igen været på banen og har svaret på 30 nye spørgsmål om læsning og vaner forbundet hermed.
Så nu ligger handsken der - og selvfølgelig skal den da samles op: 
26. Favorit kogebog?
Frøken Jensen er stadig altid god at konsultere om de mere basale ting. Ellers er Camilla Plum, Nanna Simonsen, Søren Gericke og andre af de mere rustikke madmennesker velkomne på reolen.
27. Mest inspirerende bog du har læst i år (fakta eller fiktion)?
Selv om faglitteraturen ikke fylder særlig meget i min daglige læsning, er det nok Peter Henningsens og Ulrik Langens Hundemordet i Vimmelskaftet om københavnsk dagligliv i 1700-tallet. Der fik jeg for alvor lyst til at tage min gamle kærlighed til 'grovkulturhistorie' op igen.
28. Favoritlæsesnacks?
Chokolade!
29. Nævn et eksempel på at hype forstyrrede din læseoplevelse?
Øhhh, det tror jeg ikke det har gjort - men jeg har bestemt læst nogle ophypede bøger, som jeg roligt kunne have undværet.
30. Hvor ofte er du enig med kritikerne?
Der er da som regel mindst én, jeg er enig med. Men ofte rammer de meget godt også i fællesskab. Dog: Jeg synes at Knausgårds Min kamp 1 var god - men tre eller fire seksstjernede anmeldelser, som den fik, var godt nok over målet!
31. Hvad synes du om at give god/dårlig kritik?
God kritik har jeg det herligt med - men jeg synes nogle gange, at det er lidt hårdt at give rigtig dårlig kritik, især til danske debutanter. Selv om jeg ikke bilder mig ind, at det er mine anmeldelser, der giver dem de største depressioner....
32. Hvis du kunne læse på et fremmed sprog, hvilket skulle du vælge?
Det kommer an på bøgerne. Der har været bøger, som jeg har haft en klar fornemmelse af, at der mangler en eller flere dimensioner ved at læse den oversat til dansk. F.eks Junot Díaz' spansk/amerikanske Drengenes by og Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv, Murakamis japanske bøger, Chimamanda Ngozi Adichies engelsk/nigerianske Lilla hibiscus og Det du har om halsen - og i det hele taget,hvis der er sprudlende sprog, som i bund og grund virker uoversætteligt.
33. Mest skræmmende/hadefulde bog du nogensinde har læst?
Chil Rajchmans Jeg er den sidste jøde : Treblinka 1942-43!
34. Skræmmende/hadefulde bog du ikke turde påbegynde?
Øhhh...
35. Favoritdigter?
Benny Andersen og F.P. Jac og C.V. Jørgensen,  men grundlaget for valget er meget lille, da lyrikken ikke rigtig har ramt mig.
36 og 37. Hvor mange bøger plejer du at låne fra biblioteket samtidigt? Og hvor ofte plejer du at tilbagelevere bøger ulæste til biblioteket?
Jeg er bibliotekar, og derfor skvætlåner jeg uophørligt. Nogle uger kan jeg nok låne ti bøger, hvoraf de måske fem bliver afleveret igen ulæste - men ofte er bøgerne også bare lånt, så jeg kan se dem og få et indtryk af dem.
38. Hvem er din favorit bland fiktive karakterer?
Dækker fra P. G. Wodehouses Bernie Wooster og hans butler Jeeves og til Hannibal Lecter (bl.a Ondskabens øjne). Men nogle af Hans Scherfigs figurer, og her nok især Theodor Amsted (Den forsvundne fuldmægtig) sidder bare solidt plantet i mig.
39. Hvem er din favoritskurk?
Det ved jeg s'gu ikke. Men Hannibal Lecter hører absolut til dem.
40. Hvilken slags bog tager du med mest sandsynlighed med på ferie?
Humor, krimi eller en moppedreng, som jeg ved jeg vil læse, og som jeg ved, at jeg ikke vil gå i stå med undervejs.
41. Den længste periode du har oplevet uden at læse bøger?
3-4 år for nogle år siden, hvor jeg ikke var i stand til at læse....
42. Nævn en bog du ikke kunne/ville afslutte?
Det var meget tæt på med Chil Rajchmans Jeg er den sidste jøde : Treblinka 1942-43. Den var så ubehagelig og rystende, at jeg overvejede at stoppe. Og så må jeg fremhæveDanielle Steels Et spørgsmål om kærlighed, som var en æstetisk gyser af rang!! Og den blev jeg ikke færdig med.
43. Hvad distraherer dig lettest når du læser?
Andres snak! Især i S-togets stillekupéer.
44. Bedste filmatisering af en bog?
Øhhh...
45. Værste filmatisering af en bog?
Mange filmatiseringer af Stephen King-romaner, hvor filmene kun er gys og effekt og ikke de person- og miljøskildringer, som King er eminent til.
46. Den største sum penge du har spenderet i en boghandel på en og samme gang?
Da jeg i 1994 gik ind og lagde 16.000 kr. på bordet i en boghandel for den kommende Den store danske Encyklopædi - hvorefter jeg gik ud igen med en blå mulepose, en kvittering og ellers ikke noget.
47. Hvor ofte skimmer du en bog igennem inden du læser den?
Ekstremt sjældent og kun med faglitteratur.
48. Hvad får dig til at stoppe med at læse en bog du er midt i?
Se spørgsmål 42.
49. Har du organiseret dine bøger?
Man er vel bibliotekar - men dog ikke til DK5 i hjemmet.
50. Foretrækker du at beholde dine bøger eller give dem bort efter at du læst dem?
51. Findes der bøger du undviger?
Mange! Men især det selvhøjtideligt højpandede, selvhjælpsbøger og  spekulationsbøger, som dækker sig ind under at være "aktuelle".
52. Nævn en bog som gjorde dig vred?
Atter engang: Chil Rajchmans Jeg er den sidste jøde : Treblinka 1942-43!  
53. Nævn en bog du ikke troede du skulle kunne lide, men alligevel gjorde?
Jeg er bange for, at det lige er den jeg desværre aldrig fik læst...
54. En bog du troede du skulle lide, men som du ikke kunne lide?
Det er nok lige hårdt stillet op til at jeg kan svare på det. Men af årets skuffelser kan især nævnes: Phillip Pullmans Det gode menneske Jesus og skurken Kristus, Klaus Rifbjergs Skiftespor, Morten Ramslands Sumobrødre Erlend Loes Stille dage i Mixing Part og ikke mindst genlæsningen af Daniel Defoes Robinson Crusoe.
55. Bedste skyldfrie fornøjelseslæsning?
Kan jeg få forklaret spørgsmålet...?

Se også de 25 første spørgsmål og svar.

søndag den 14. november 2010

Torkil Damhaug: Se mig, Medusa, 2010

Der er smæk for skillingen i Torkil Damhaugs anden krimi på dansk efter Døden ved vand, som kom i 2009. En psykologisk thriller med henvisninger og linier til den græske mytologis sagn om brødrene Castor og Pollux.
I en park midt i Oslo findes en kvinde dræbt - og med dybe kvæstelser forårsaget af en brun bjørn. Og der bliver fundet flere kvindelige lig i Oslo. Udover bjørnekvæstelserne, har ofrene det til fælles, at de er patienter hos den 43 årige praktisende læge Axel Glenne, den på alle måder afholdte læge og perfekte familiefar.
Og så kører historien og spændingen ellers for fuld psykologisk skrue. Især Axel Glenne er skildret med god indlevelse, så man tror på persontegningen, mens nogle af de andre personer står lidt mindre skarpt. Det er et godt plot, som bygges langsomt op, så skruerne strammes mere og mere. Men jeg vil sige, at i lighed med en hel del andre krimier kammer historien over de sidste 50-75 sider, så realismen går fløjten, med en fornemmelse af at NU skal bogen afsluttes med temaskift og overraskelser, som bliver for meget. Men ellers en god, interessant og spændende krimi, som holder læseren fanget fra første til sidste fløjt - på trods af den måske lidt for overstyrede, men hæsblæsende, afslutning.
***1/2
(Originaltitel: Se meg, medusa, 2007)

fredag den 12. november 2010

John Le Carré: Dimas drøm, 2010

At John Le Carré næste år fylder firs, er på ingen måde ensbetydende med, at han er ved at være afdanket og hellere burde sidde foran kaminen med en plaid over benene. For han skriver skarpt og bidende med en moralsk snert, der vil noget, og han kan opbygge en verden, så man som læser faktisk befinder sig i den og tror på den.
Dimas drøm starter på den caribiske ø Antigua, som universitetslæreren Perry og advokaten Gail har foræret sig selv en ferie til. Den karismatiske russiske millionær Dima udfordrer Perry til et spil tennis, men udfordringen har også et andet formål. Dima vil nemlig sælge sin viden om international økonomisk kriminalitet med mange politiske undertoner til Storbritannien, en viden han har i kraft af at være 'verdens førende hvidvasker af penge'.
Det er elementært spændende, det er skrevet med saft og kraft, og personerne virker ægte hele vejen igennem på trods af at de bliver kastet ud i situationer, som de nok aldrig havde regnet med at skulle deltage i. Der er store emner på spil, som bliver behandlet elegant, både når det gælder om at forklare hvidvaskning af penge i den helt store stil, og når det drejer sig om mere etiske og moralske problemstillinger i at involvere sig i efterretningsarbejde og bekæmpelse af international økonomisk kriminalitet. Rigtig god bog.
****
(Originaltitel: Our Kind Of Traitor, 2010)

tirsdag den 9. november 2010

Jonas Jonasson: Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, 2010

Du er absolut i muntert selskab med Allan Karlsson, 100 år og stukket af fra fejringen på plejehjemmet af sin runde fødselsdag. Der er beretninger fra et langt liv om hans druk med både Stalin og Harry S. Truman, kaffe med Tage Erlander og Richard Nixon, hans foretræde for Kim Il Sung, hvor han også mødte en taknemmelig Mao Tse-Tung (og hvor han måtte trøste en 11 årig Kim Jong Il). Desuden hvordan han fandt den sidste brik, før atombomben kunne sættes i Verden, og hans livslange venskab med Alberts yngre bror Herman (altså Einstein), som vel at mærke er dummere end en umalet dør. Og det er så bare de tilbageskuende afsnit.
Oppe i nutiden er han f.eks kort tid efter sin flugt i selskab med en tyv, en gangster, et pølsemand og hans bror, en dejlig dame, en schäferhund, en elefant og 50 millioner kr. i en kuffert - og er ikke mindst eftersøgt over hele Sverige for tredobbelt mord. Og sådan er det hele vejen igennem...
Som sagt muntert selskab. Og selv om det kunne lyde voldsomt forskruet, er det det egentlig ikke - nok meget pga. Allan Karlssons meget jordnære facon og evige lyssyn. Som hovedpersonens alder kunne antyde, er det også en lidt gammeldags form for humor, uden de store armbevægelser. Hyggeligt og muntert selskab.
***
(Originaltitel: Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann, 2009)