fredag den 30. juli 2010

Niels Barfoed: Farvel så længe!, nogle erindringer, 2007

Jeg er ikke sikker på at jeg jeg havde købt Niels Barfoeds erindringer, hvis ikke det havde været for det helt pragtfulde forsidebillede af ham, som pryder smudsomslaget på bogen. At bogen så lå i en rodekasse gos Arnold Busck til en femmer, gjorde ikke beslutningen sværere.
Jeg var til gengæld ikke begejstret for indholdet til at starte med, men efterhånden som Barfoed vandt flere og flere sympatipoint, kom jeg til at holde både af bogen og af ham. Han virker som et rart, rundt og rummeligt menneske, og at han så endda skriver rigtig godt gør ikke bogen ringere!
Når det så er sagt, syntes jeg ofte, at jeg ikke fik noget at vide om baggrundene for de oplevelser, som han har været ude for. Jeg blev lidt efterladt med med indtrykket af, at tingene i højere grad er sket rundt omkring Barfoed eller ved nogle tilfælde, som man ikke rigtig får forklaret. Det gør så, at jeg stadig ikke kender mange væsentlige sider af Niels Barfoed, selv om de ofte er dem, som (jeg tror) har gjort Barfoed til den kulturperson, som han er.
***

tirsdag den 27. juli 2010

Mads Kastrup: Mandefald, 2010

Mads Kastrup er til daglig journalist på Berlingske Tidende men er nu som 48 årig debuteret som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Mandefald. Der er 27 fortællinger på ca. 250 sider, og normalt synes jeg, at det er så mange, at der ikke rigtig er samling på dem, eller at jeg kan huske den ene fra den anden - men det er ikke i nær så høj grad tilfældet her.
For det første er der en ret stram rød tråd gennem hele bogen, nemlig mænd, så de meget forskellige noveller hver giver deres bidrag til portræt af Den danske Mand anno 2010. Og for det andet er stilarterne meget forskellige fra historie til historie, fra 2-3 siders rene dialoger mellem mand/kvinde, over brevene fra den forsmåede ægtefælle til sin Barbara og til de mere "traditionelle" noveller om diverse mandlige tildragelser..
Det er godt, relevant, ofte genkendelige og godt spiddede situationer - og rigtig velskrevet. Man kan mærke, at det er en professionel pen, der har skrevet denne bog - men ikke at det er en journalist, hvilket ofte kan føre til lidt for stiv og faktuel skønlitteratur. Til lykke til Mads Kastrup med debutten!
***1/2

lørdag den 24. juli 2010

Yoshihiro Tatsumi: Abandon the Old in Tokyo, 2006

For et stykke tid siden gav jeg Yoshihiro Tatsumis The Push Man and Other Stories fire stjerner og mange pæne ord med på vejen og besluttede mig for, at jeg ville læse mere fra hans temmelig nedslående univers af skæbner fanget i et moderniseret Japan anno 1969. Abandon the Old in Tokyo er oprindeligt fra 1970, og følger direkte videre i The Push Man's fodspor om ensomhed, sex, parforhold og fremmedgjorthed.
Men jeg synes ikke, at historierne står lige så stærkt som de gjorde i forgængeren. De er gode, men ikke så gode som i den første, og mest af alt har jeg en fornemmelse af, at det er de historier, som blev sorteret fra i The Push Man.
At Tatsumi er rigtig god og klart kan anbefales er der dog ingen tvivl om. Det er stadig samfundsmæssig og sociologiske tegneseriesortsyn på højt niveau, som absolut ikke bare henvender sig til et japansk publikum for 40 år siden, men som stadig kan læses og ryste sin læser - også i Danmark. Men det er klart The Push Man and Other Stories, jeg vil anbefale.
***
(Originaltitel: 東京うばすて山, 1970)

Jens Blendstrup: Gud taler ud, 2004

Det er til at se, hvor Jens Blendstrup har fået noget af sin krøllede hjerne fra, når man læser det både bidende og kærlige portræt af hans far (Gud) Uffe Blendstrup i bogen Gud taler ud. Gud er det store egocentriske, braldrende og storrygende og -drikkende centrum i familien med den meget tålmodige hustru og deres fire drenge, i bogen kaldet den ældste, den næstældste, den næstyngste og den yngste.
Jens Blendstrup skriver i den grad fra hjertet til sin far, som tydeligvis på den ene side af gode grunde ikke altid har været nem at holde ud, og som han samtidig af gode grunde har elsket højt. Og det er skrevet med en nerve og et sprogligt overskud, hvor det absurde i både Jens og Gud-fader Uffe kommer fint frem. Der er hverken direkte sentimentalitet eller fordømmelse i portrættet, det er helt overladt til læseren at lægge de ting til sin læsning. At der er stor påvirkning af faderen og hans død kan også ses i Blendstrups og Martin Budtz' fælles blog om deres fædres død.
Meget anderledes og meget glimrende bog, som varmt kan anbefales som et godt, skævt, morsomt og kærligt bud på en ny form for familie- og faderportræt.
***1/2
Se også min anmeldelse af Jens Blendstrups Bombaygryde

torsdag den 22. juli 2010

Richard Russo: Empire Falls, 2010

Symbolikken i titlen 'Empire Falls' er lige til at skære i. Bogen foregår et efterår, byen ligger ved en flod der fører alt med sig, og direkte oversat er det gamle imperium forfaldet - nemlig byens eneste førende familie Whittings fabriksimperium.
Empire Falls er en mindre og hendøende provinsby i Maine befolket af ægte og håndfaste arketyper. Der er tale om mange enkeltpersoner, som efterhånden i bogen væver sig ind i et fælles net, hvor der på det nærmeste går tråde mellem de fleste personer. De er samlet omkring den 42-årige Miles Roby, der bestyrer byens grillrestaurant. Han er den alt for flinke fyr, som næsten alle kan lide, og som alle mener skulle gøre noget for at sætte lidt mere gang i livet.Der er et væld af små og store historier om byen og dens personer og deres indbyrdes relationer, alt sammen under kontrol af den nu aldrende enke Francine Whitting, der stadig ejer det halve af byen.
Det er en rigtig fin og velskrevet bog om livet i et hensygnende provinshul, skrevet med varme og ikke mindst humor og ironi. Personerne får lov til at folde sig ud på godt og ondt, og der ikke tvivl om forfatterens sym- og antipatier. Bogen fik i 2002 Pulitzerprisen. Jeg har læst bedre "Pulitzerbøger" - men nød absolut også dette glimrende stykke americana.
***1/2
(Originaltitel: Empire Falls, 2001)

tirsdag den 13. juli 2010

Chris Ware: Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden, 2010

Jimmy Corrigan er 36 år, bor i Chicago og er med forfatterens meget rammende ord et stykke menneskeligt vraggods. Han har arbejde, men er uden menneskelig kontakt med andre end sin undertrykkende mor, som også i hans barndom har gjort sit til hans følelsesmæssige forkvaklethed, der gør at han nærmest er ude af stand til at kommunikere - i hvert fald uden at stamme og sige undskyld. Alt i Jimmys liv er monotoni, indtil hans ukendte far inviterer ham til at besøge sig i sit hjem i Michigan, hvor det afsløres, at Jimmys tilstand er "forædlet" gennem tre generationer...
Det er et i den grad banebrydende og nyskabende mesterværk, som Chris Ware har skabt om sit delvise alter ego Jimmy Corrigan. Ware formår at skabe figurer, som man lider med og skiftevis får lyst til at tage sig af og give et los ud i livet, men han formår også at få læseren (mig) til at vende mit blik indad og se paralleler i mit eget og andres liv, og især barndomsportrætterne sætter sig.
Der er også hele værkets grafiske koncept, hvor stilarter jeg ikke før har set i grafiske romaner bliver involveret. Man skal f.eks. ikke glemme at læse folde-ud omslaget. Det tog mig ikke under tre kvarter at kigge og læse det (se eksempel fra den amerikanske udgave, den anden side af omslaget er mere tekstrig).
Det er fristende at sprænge mit stjernesystem, men lad mig alligevel nøjes af principielle grunde:
*****
(Originaltitel: Jimmy Corrigan : the Smartest Kid on Earth, 2000)

søndag den 11. juli 2010

Simon Fruelund: Borgerligt tusmørke, 2006

Borgerligt tusmørke er Simon Fruelunds første forsøg ud i romankunsten, og det er rigtig godt. Ligesom i hans senere Verden og Varvara fra 2009 er det minimalisme, der propper et helt univers ned i én lille bog. Bogen falder i tre dele, hvor den første gennemgår forstadsvejen Dantes Alles beboere efter husnummer i små 100 kapitler på 10-20 linier. Derefter følger et kapitel, hvor han fortæller kvarterets historie fra stenalderen til vore dage, og til sidst fortælles om menneskene i en opgang i det nyere højhusbyggeri ved mosen.
Lyder det kedeligt og spredt? Det er det absolut ikke. Mange personer væver sig ind i hinanden, mens andre står ret anonymt. Mange har kendskab til manden i hvidt tøj, til præsten, til bøsseparret, til folketingsmedlemmet og til den indiske familie, selv om de måske ikke har talt med dem.
Det er et fint lille billede af Normaldanmark med alle typer mennesker og deres fordomme og sympatier, og det lykkes faktisk Fruelund at lave et godt kollektivportræt af et forstadskvarter ved "borgerligt tusmørke".
***1/2
Læs også anmeldelse af Simon Fruelunds Verden og Varvara

lørdag den 10. juli 2010

Daniel Defoe: Robinson Crusoe, 1719

Efter sigende skulle Robinson Crusoe være den næstmest solgte bog nogensinde efter Bibelen. Det er der gode grunde til, for der er klare muligheder for at identificere sig med Robinson: Hvad stiller man op med den totale ensomhed på en øde ø? Hvordan overlever man? Bliver man reddet fra sin skæbne?
Men jeg må sige, at Defoes idé er nok det, der er det fremragende ved bogen og i mindre grad idéens udførelse. Der er tale om en temmelig flagrende bog, hvor Defoe nogle gange glemmer ting, han ellers har lovet at ville beskrive. Og der perioder i bogen, hvor der væves side op og side ned om især Robinsons religiøse overvejelser, som man allerede en eller flere gange før har fået redegjort for.
Der var tidspunkter, hvor jeg var tæt på at opgive men besluttede mig for at fortsætte - og jeg har da sprunget en del sider over i de mest vævende passager. Alligevel har det taget en uge for mig at komme igennem de lidt over 300 sider.
Alt i alt: Forståelig klassikerstatus - men ikke nogen særlig god bog. Den præger for meget præg af det bestillingsarbejde, som den faktisk var.
**

lørdag den 3. juli 2010

Peter Rønnov-Jessen: Oldtidskundskab, 2010

Martin G er 53 år og reklamemand i 2007, og Martin G er 17 år læser til eksamen til oldtidskundskab i 1971. Det er den samme Martin i mere end én forstand, da 1971-Martin ser visse ting, der kommer til at ske. Bl.a ved han at der vil komme en oliekrise og sætte stop for de 60'ere, som jo indtil videre er fortsat ind i 70'erne.
Historien lover meget længe godt men fiser i den grad ud i nærmest ingenting, hvor unge og ældre Martin ikke bliver bundet ordentligt sammen, andet end at den ældre Martin i sine sidste kapitler gør sig parat til at tage endnu en tidsrejse vha. hallucinogener - og jeg vil gætte på, at rejsen denne gang skal føre ham tilbage i tid.
Det kunne være en god bog, men bliver noget af en fis i en hornlygte. Titlen Oldtidskundskab henviser til endnu en tidsrejse, men får heller ikke rigtig nogen funktion i bogen, andet end at skabe ramme om unge Martins dagligliv i 1971. Det er for tyndt, og især den ældre Martin bliver forladt, ja nærmest glemt i slutningen.
*1/2