fredag den 30. april 2010

Simon Fruelund: Verden og Varvara, 2009

Helle Helle skriver vedkommende om "ingenting" i sin minimalistiske stil, og Simon Fruelund skriver i denne bog vedkommende om "det hele" i sin minimalistiske stil. Og det kan faktisk også lade sig gøre at få en god bog ud af! Det er et utal af folk, der fortælles om i Verden og Varvara, men mest centreret om Varvara, som hovedpersonen Pelle skal være ghostwriter på en bog om op til hendes 80 års fødselsdag. Samtidig er der Pelles ekskæreste Johanne, som har slået op og nu håner ham, både i emails og på sin blog ("Jeg har lige onaneret med en babymajs til minde om dig"), der er portrætter af udlandsdanskere, som elskerinden Knirke rejser jorden rundt for at fotografere, og beretninger om Pelles rejser som diamantkurer for Varvaras elsker Knud - og meget andet. Det er skidegodt skrevet, og jeg læser gerne mere af Fruelund.
Men jeg må sige at Varvara, som der ellers er stof nok i, kommer til at stå lidt for blegt i det samlede billede, og beskrivelsen at Pelles problemer med at skrive biografien er lidt for sporadisk. Her kunne der nok alligevel have trængt til en opstrammer. Men ellers meget fin lille bog med en egen fortællerstemme.
***1/2
Læs også anmeldelse af Simon Fruelunds Borgerligt tusmørke

torsdag den 29. april 2010

Chimamanda Ngozi Adichie: Lilla hibiscus, 2009

Vældig god og smuk bog om 15-årige Kambili, der sammen med sin mor og bror lever velstillet men underkuet af faderens jernhånd og tunge, tunge katolicisme. På et ferieophold hos faster Ifeoma oplever hun og broderen den glade kristendom og den latter og tvangfrihed, som de aldrig har kendt.
Det er en både meget rørende og dejligt ligetil skrevet bog om store emner, Adichie har skrevet. Den første forelskelse, det nigerianske militærdiktatur i 80-90'erne, religionskritik, børneopdragelse er nogle af de emner, som hun kommer ind på. Personerne virker alle meget ægte og selv om bogen på mange måder kunne have foregået på enhver plet på Jorden, giver den et glimrende indblik i det nigerianske samfund. Et 'must-read'
*****
(Originaltitel: Purple hibiscus, 2004)
Se også min anmeldelse af Adichies Det du har om halsen og En halv gul sol

onsdag den 28. april 2010

Bernhard Schlink: Højtlæseren, 1997

På lidt over 160 sider i næsten 50 kapitler formår Bernhard Schlink med Højtlæseren at skabe en både personlig og kollektiv historie, som absolut kan være værd ikke bare at læse én gang. Kort fortalt handler den om den 15-årige Michael der får en affære med den 36-årige Hanna og lærer erotikken at kende i deres 'eftermiddagsforhold', hvor han desuden læser højt for hende. Ca. 10 år senere som jurastuderende ser han hende anklaget for hendes rolle som KZ-fangevogter under krigen, og hun idømmes livsvarigt fængsel. Det går op for ham, at hun er analfabet og at hun skammer sig så meget over det, at hun pga det gør sin retssag endnu værre. Mere skal ikke afsløres, selv om det egentlig ikke gør noget at vide det før man læser bogen.
Der er rigtig mange temaer i bogen og de bliver alle fulgt til dørs: Den tyske skam over holocaust, den personlige skam, erotikkens voldsomme verden og meget mere.
Fantastisk god bog!
****1/2
(Originaltitel: Der Vorleser, 1995)

Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part, 2010

Lidt af en skuffelse, selv om Erlend Loe er i bedring i forhold til sine sidste par bøger, L og Muleum. Men der er stadig et godt stykke vej op til niveauet fra nogle af de tidligere, ikke mindst Doppler og Kvinden flytter ind.
Stille dage i Mixing Part handler om ægteparret Telemann med deres tre børn på sommerferie i Mixing Part Churches (maskinoversættelse af Garmisch-Partenkirken). Ægteskabet knager så det brager, og det er dialogen mellem de to ægtefæller, der fylder bogen. Og det er da meget sjovt, men der er egentlig langt mellem, at jeg synes det er rigtig sjovt. Det bliver det faktisk først til sidst, da manden Brors ustabile tilstand er ved at kamme helt over i jalousi over konen Ninas ferieaffære og sin egen forelskelse på afstand i kogebogsforfatteren Nigella Lawson!
OK bog, men mest en skuffelse, fordi flere avisanmeldere skrev, at Erlend Loe var tilbage i topform. Det er han ikke.
**1/2
(Originaltitel: Stille dager i Mixing Part, 2009)

mandag den 26. april 2010

Leif Davidsen: Min broders vogter, 2010

Leif Davidsen er tilbage på hjemmebanerne Spanien og Sovjetunionen, og det kan mærkes, og det mærkes godt. Det er to lande, som Davidsen fra sin korrespondentkarriere kender rigtigt godt, og hvor han kan sit historiske stof på fingrene. I romanformen får han så også givet indtryk af, hvordan nogle af de menneskelige konsekvenser kan have set ud. Bogens historie er enormt spændende og godt skruet sammen.
Når det så er sagt, må jeg indvende, at Davidsen nok aldrig bliver rigtig god til at få skabt hele og sammensatte mennesker som figurer. Der er lige lovlig meget papfigur over dem, og jeg synes ikke, at de er troværdige hele vejen igennem. Der er ikke langt igen, men det er nok til at det desværre mærkes.
Men alt i alt er det en fin bog, som er underholdende, lærerig og absolut en del gode timer værd.
***1/2

torsdag den 22. april 2010

Haruki Murakami: Efter skælvet, 2008

Der findes de store jordskælv, som f.eks det i Kobe i Japan i 1995. Og så findes der skælvene for personer - eller her efterskælvene efter skælvet i Kobe. Alle novellerne har en reference til Kobe-skælvet, men udelukkende som en flig af en ramme.
De seks hovedpersoner i fortællingerne bliver konfronteret med deres egne skælv og tvinges mere eller mindre til at tage stilling til deres egen skæbne, hvad enten det drejer sig om deres livs indhold eller deres død. Og for alle indebærer det, at de må kaste sig ud i noget fremmed eller uventet.
Det er meget fine små tekster, som tilsyneladende er letlæste - men som alle nok kan tåle at komme et par gange igennem møllen. Jeg har fået anbefalet Murakami i årevis af "Fruen", og hun skal da have et kys for endelig at have fået mig til at læse ham. Mere venter...
(Originaltitel: Kami no kodomo-tachi wa mina odoru, 2002)
***1/2
Læs også min anmeldelse af Murakamis En vild fårejagt, 1996 og Trækopfuglens krønike, 2001

mandag den 19. april 2010

Bent Vinn Nielsen: Et liv i almindelighed, 2010

Enevoldsen er 96 år, bor på plejehjem og har fået en besøgsven, Møller. Møller har taget en båndoptager med, og nu fortæller Enevoldsen sin livshistorie til "tingesten". Og det er ikke en livshistorie med store og dramatiske udsving, men netop "et liv i almindelighed". Men almindelighederne bliver fortalt med sikker stemme, med skråsikre meninger - og absolut ikke uden blik for især andres karakterbrister.
Bogen er Enevoldsens monolog, men også den rapkæftede social- og sundhedsassistent Pia og Møller selv kommer også med på båndet og dermed i bogen.
Det er en fin lille bog, som Bent Vinn Nielsen har skrevet. Der er både halvskarp lud og lune i historien om Enevoldsen og hans familie, hvor man fornemmer, at der er nogle ting, som Enevoldsen nok ikke har opdaget eller måske har villet indse. Bogen kommer nok ikke på nogen Top 10-lister (heller ikke mine), men er et godt lille bekendtskab på vejen.
***

Michael Faber: Ildens evangelium, 2010

Der er ting, man som forfatter ikke skal pille ved, hvis man vil beholde sin forventning om at leve lykkeligt i fred og ro. Det må den canadiske forsker i aramæisk Theo Griepenkerl sande, da han falder over en original øjenvidneberetning til de sidste dage i Jesu liv. Theo har dog et tilstrækkeligt stort ego nok til ikke at ønske sig ubemærkethed, og det får han i den grad heller ikke, da han oversætter og får udgivet teksten om den lille tykke Jesus, der sked i lændeklædet på korset og absolut ikke gjorde den heroiske figur, som vi kender ham for.
Det er klar satire over Dan Brown-hysteriet, og det er gjort velskrevet og enorm morsomt, og det er både på forfatternes, forlagenes og publikums bekostning, at der deles drøje hug ud. Fin lille roman der viser, at Michael Faber både er en glimrende forfatter og besk satiriker.
***1/2
(Originaltitel: The Fire Gospel, 2008)

søndag den 18. april 2010

Miyuki Miyabe: Skyggefamilie, 2010

"Skyggefamilie" er et japansk familiedrama forklædt som kriminalroman. Ryosoke Takoroda i 40'erne og hans over tyve år yngre elskerinde myrdes, og det viser sig, at Takoroda ved siden af elskerinden har skabt en perfekt virtuel familie i et chatroom som far med en kone og to teenagebørn - i stedet for sit problematiske virkelige liv med kone og én teenagedatter.
Det er kvinderne, der bærer historien. Både den virkelige og den virtuelle kone er resignerede, mens de to døtre fra hver verden stadig har oprøret i sig.
Historien udspiller sig under afhøringen af de involverede, med den virkelige datter som tilhører og afdækker en families undergang, som nok ikke bare er ment som én enkelt families tragedie men mere som et samfundsproblem.
Det er en fængslende og anderledes krimi, som knap nok kan kaldes krimi, da dens sigte i langt i langt højere grad er familiepolitisk og samfundskritisk end underholdningsmæssigt. Det er velskrevet og godt komponeret, og det en helt anden type femi-krimi, end den vi i de fleste tilfælde er nødt til at nøjes med!
***1/2
(Originaltitel: R.P.G., 2004)