onsdag den 29. december 2010

Den gyldne Kødøkse slibes - skarpretterne er nu fundet!

10. januar 2011, Odense Banegård, det er aften. Øde gader, tilbageholdt åndedræt,  rystende hænder. Spændingen står ud af alle porer som frost i hår, der ikke er balsameret. Det er aftenen, da Danmarks litterære skæbne skal afgøres - og dermed verdens.
Det er nu. Det er aldrig. Det er her. Årtiets Fight løber af stablen. Fight of the Decade. Fighten om at blive The Champ. Champ af den af DR arrangerede fight om at blive Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010 og vinder af Den gyldne Kødøkse! Det er stort - større kan det ikke blive!
Og begge fightere kommer fra dyrenes verden, den vilde, den blodige, den animose. Det bliver brutalt. Den endegyldige fight! Og så de fightere! Den kommende champ, som altid vil blive husket  - og den kommende looser, som allerede er glemt:
I venstre ringhjørne The Furious Pheasant med det borgerlige navn Fasandræberne, med træneren Jussi Adler-Olsen ved ringside.
Og i højre hjørne The Demolition Dinosaur: Dinosaurens fjer med træneren, der ligefrem har universitetsgrad i sin fighter: Sissel-Jo Gazan.
Fem dommere skal afgøre det. Med hjerte og hjerne. Og netop derfor er der blandt disse fem en overraskelse. Ikke mindst for ham selv: Michael "The Brokkehoved" Krarup. Kan han stå distancen? Har han viljen og nerven? Bogbrokken skal jo tro på det, på trods af Krarups nærsynede blik for de store linier og generelle indstilling til almindelig sund fornuft. Vi får se om han kan kan magte gamet. 
For blodet vil flyde. Fjerene vil flyve. Det bliver dirty. Virkelig dirty. Og det kan stadig ikke blive større! Are YOU Ready to Rumble! 

SENESTE: Vinderen er nu fundet!!!

tirsdag den 28. december 2010

Martin Johs. Møller: Skuespilleren der forsvandt, 2010

Om det er en søns roman, som der står på forsiden, eller om det er sønnens biografi om en far og skuespiller; det er sådan set lige meget. Eller er det mon faderen, der har brugt sønnen som ghost writer på sin selvbiografi?
Skuespilleren der forsvandt er i hvert fald, på papiret, en roman af Martin Johs. Møller (f. 1982) om sin far skuespilleren Troels Møller (f. 1945) og hans liv, fortalt af faderen til sønnen, om sin deroute fra fastansat skuespiller på Det kgl. Teater til psykisk og fysisk syg førtidspensionist i en beskyttet bolig.
Men ind imellem de to yderpunkter er der godt nok sket en del: Over elevtid på Det kgl. Teater, hustrumishandling, druk, stoffer, freelance skuespiller, flerårigt ophold på en skole baseret på Ouspenskys lære, mere druk, oprettelse af lydbogsforlaget "Den grimme ælling", flugt til Madeira med tid som timeshare-sælger uden succes, endnu mere druk - og retur til Danmark med psykisk sygdom, slidgigt og elendige levertal. Og blev det til fire ægteskaber med skilsmisser?
Livshistorien er fortalt nøgternt og til dels afklaret, ikke uden humor og med kærlighed til mange mennesker ikke mindst sønnen, Martin. Og det er faktisk en rigtig god lille bog. Om bagsiden ved det udkoksede og uansvarsfulde liv i kølvandet på ungdomsoprøret, der for Troels endte med en form for prostitution i en af kapitalismens mest kyniske brancher, timeshareverdenen.
Fin lille ting, hurtigt læst - men sikkert også forholdsvis hurtigt glemt.
***

mandag den 27. december 2010

Michael Katz Krefeld: Protokollen, 2010

Michael Katz Krefeld har denne gang droppet sin hovedperson lægen Maja Holm og erstattet hende med et andet kvindeligt centrum, nemlig den pt. suspenderede vicekriminalkommissær Katrine Bergman. Og det er underholdnings- og hæsblæshedsniveauet bestemt ikke gået ned af.
Katrine er suspenderet for vold mod en arresteret pædofil morder og idømt tre måneders fængsel, da hun efter et terrorangreb, der koster 23 livet, tages akut til nåde af PET for hjælpe med opklaringen - skal vi bare sige - af forskellige grunde...
Islamisk fundamentalisme, konspirationsteretisk logemageri, politik, mord, hjemsendte soldater fra Afghanistan og ikke mindst mord, vold, drab og tortur er ingredienser i Protokollen, som er ligesom Krefelds andre bøger er effektiv tjubang-underholdning med højt tempo. Man skal så ikke stille sig for mange spørgsmål efter læsning om plottet så egentlig er så sandsynligt, som det prøver at give sig ud for at være - eller hvad der egentlig skete med det Faris og hans kumpaner...
Men absolut OK krimi/spænding i midterfeltet på den danske scene, og Katrine Bergman og Nikolaj Storm kan jeg ikke forestille mig, at vi ikke kommer til at høre noget mere til. Der er potentiale til flere historier i dem.
***
Se også min anmeldelse af Michael Katz Krefelds Pans hemmelig-
hed

fredag den 24. december 2010

Marjanne Satrapi: Kylling med blommer, 2006

Kylling med blommer er historien om tegneren Marjanne Satrapis onkel Nasser Ali Khan, hvis liv er hans tar, et iransk strengeinstrument, som han er virtuos på. Nu leder han efter en ny, efter hans kone under et af deres mange skænderier har ødelagt hans elskede instrument. Han finder den ikke og beslutter sig derfor til at dø, og man følger ham i hans sidste uge, hvor han ligger i sengen og venter på døden, mens han tænker tilbage.
Det er en meget smuk historie om en mand, hvis liv er taget fra ham af hans kone, med børn som han ikke kender og en uopfyldt og aldrig glemt ulykkelig kærlighed. Bogen handler også om kunstnerens skæbne i strid med den omgivende og materialistiske verdens krav. Nasser Ali er simpelthen ikke skabt til denne verden.
Kylling med blommer vandt prisen som den bedste tegneserieudgivelse i Frankrig i 2005, og er en meget smuk og rørende bog. Men den når ikke højderne med Satrapis hovedværk Persepolis I og II. Selv om hun bruger sin onkels historie er den mere fortalt på afstand og man kan mærke, at hun aldrig har kendt onklen i virkeligheden. Men absolut stadig anbefalelsesværdig.
***1/2
(Originaltitel: Poulet aux Prunes, 2004)

tirsdag den 21. december 2010

Gider du å lege...? : Bogudfordringen 2011 på 'Bogklubben mener'

De fire faste medlemmer i bogklubben Bogklubben mener har spredt deres årlige bogudfordring ud og tager gerne mod flere deltagere.
Udfordringen kunne være værre, så der er masser af spillerum. Der, hvor jeg bliver udfordret, er især maj med fantasy og september med at læse noget på originalsproget (ikke dansk) og til dels juli med at læse et skuespil - og så glæder jeg mig ligefrem til at skulle vælge mellem bøger fra 1964 til november, hvor jeg skal læse noget fra mit fødeår.
Klik på billedet, se hvad udfordringen går ud på - og meld dig til, hvis du å gider å lege...


Gianrico Carofiglio: Begrundet mistanke, 2010

Ligesom forgængeren Med lukkede øjne en rigtig god historie på kanten af både krimi og retssalsdrama om forsvarsadvokaten Guido Guerrieri i Bari, denne gang med en sag om den måske uskyldigt dømte Fabio Paolicelli, som vil have Guerriri til at genoptage sin sag, hvor han er idøm seksten års fængsel for at have smuglet kokain. Påstanden er, at stoffet har været anbragt i hans bil uden hans vidende. At Guerriri så har et meget gammelt udestående med Paolicelli, og der slår gnister mellem den dømtes kone og advokaten, og at der måske er mafiainteresser på spil i sagen, giver en lille dramatisk bog på sin egen afslappede måde.
For selv om bogen er på 330 sider, er den trykt med så store typer, at der reelt er det halve antal sider i. Og det er egentlig nok til at kunne få fortalt en historie med mange, som alligevel alle bliver bundet ordentligt til. Det er ikke en bog, som jeg vil huske i lang tid, men der er ingen tvivl om, at næste gang Gianrico Carofiglio skriver om advokat Guerriri, vil jeg sørge for at være en af de første i reserveringskøen.
Carofiglio må forøvrigt i den grad formodes at vide, hvad han skriver om. Han er nemlig tidligere antimafia-dommer i netop Bari, men har heldigvis for læserne (og måske også mafiaen) valgt at kaste sig over forfatterrollen i stedet.
***
(Originaltitel: Regionevoli dubi, 2006)


søndag den 19. december 2010

Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre, en historie fra 00'erne

Verdensmestre, står der i efterordet, er inspireret af Georges Perecs Ting fra 1965, der handler om et par, som forsøger at skabe Det gode Liv ved at jagte de nye forbrugsgoder i tresserne. I Verdensmestre er vi i 00'erne på Solvej på Frederiksberg med parret Anna og Rune, og her jagtes det Det gode Liv stadig, men nu i højere grad ved at gøre og mene de rigtige ting, ikke mindst i deres rolle som småbørnsforældre til de to børn Emma og Ivan. Parret har de rigtige uddannelser, den rigtige lejlighed i den rigtige bydel, de rigtige meninger og gør de rigtige ting over for børnene i rette pædagogiske ånd, men hvad er nu der alligevel mangler?
Der er stort set ingen replikker i bogen andet end de klichéer, somde selv og deres omgivelser slynger om sig ("at være i situationen" osv), og alt opleves inde fra deres nærmest fælles hoved og tankegang. På den måde virker det også meget som om, at man ser dem udefra med en ironisk distance. Det er en fin teknik og jeg vænnede mig efterhånden til fraværet af replikker.
Spændende bog, der i form og indhold er en ætsende satire over generationen af unge, moderne, veluddannede og evigt selvgode par. Zeuthen beskriver den generation som, at den hele tiden bekræfter sig selv i sin position som, netop verdensmestre, ikke mindst i forhold Det Store Projekt, børnene, hvor der ikke er plads til at begå fejl - fordi det er først og fremmest gennem børnene man legitimerer sig som rigtigt og moderne afslappet mennesker med de rigtige handlinger og holdninger, i modsætning til, tjahh, de fleste andre. Og jeg kan da genkende elementer fra begge sider i mig selv.... Godt ramt og så lige givet en spids.
***1/2

lørdag den 18. december 2010

Seth: Livet er godt, hvis man kan holde det ud, 2010

Seth er en 'undgænger', der i stedet for at involvere sig i sin nutid og sine omgivelser, jagter en fortid. Og det er ikke engang hans egen fortid men en tegner, der omkring 1950 havde en tegning i det velrenommerede tidsskrift The New Yorker. Figuren Seth i Livet er godt, hvis man kan holde det ud klæder sig som om han befinder i 1950'erne med hat og slips og pomade i håret og befinder sig i det hele taget bedst i fortiden.
Det er en stemningsfuld bog, med vældig gode tegninger der understøtter den nostalgiske fornægtelse af nutiden. Nutiden kommer nærmest kun ind via samtaler med vennen Chet, et par akutte dyrlægebesøg med katten og et forhold til en kvinde, som efterhånden også negligeres til fordel for jagten på tegneren Kalo.
Der er unægteligt kvaliteter i bogen, som har fået rigtig gode anmeldelser. Bl.a. skrev The New York Times Book Review: "En af årets 10 bedste bøger". Men for at være ærlig, synes jeg faktisk, at bogen er jævnt kedelig! Jeg kan se pointerne med 'undgængeriet' af nutiden og dermed virkeligheden, der er stemning i tekst og billeder - men jeg blev bare aldrig fanget af den.
**1/2
(Originaltitel: It's a Good Life, If You Don't Weaken, 1993-2004)

fredag den 17. december 2010

Selvangivelse II: Årets tegneserieindkomst 2010!

Jamen, der er da bare ingen tvivl: Chris Ware har skabt 2010's bedste udgivelse indenfor genren "Grafiske romaner" med sin uovertrufne og helt, helt anderledes Jimmy Corrigan: den klogeste dreng i verden. Der er bare ikke nogen konkurrence eller tinærmelsesvis noget som helst at gøre! Basta!!
Og det til trods for, at jeg med tårer og følelsen af smerte over at have mistet en tabt tid havde læst Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby. Begge bøger fik deres fem stjerner (og det er kun 19 af over 500 bøger som har fået), men Chris Ware har alligevel skabt et værk, som nærmest når ud over den målestok om den ensomme, knugede og følelsesmæssige forkvaklede Jimmy.Grafisk, fortælleteknisk og følelsesmæssigt er det et mesterværk, som jeg ikke set lige. Læs den endelig - og husk også at læse smudsomslaget. Det kan godt tage lang tid og giver endnu en dimension til bogen!
Taniguchis bog er en tilbagenden til barndomsbyen, hvor den 48-årige Nakahari vender tilbage til sin 14-årige krop og liv i tresserne, men med sin erfaring som 48 årig. Meget smukt fortalt og tegnet og meget, meget rørende.
Andre gode grafiske romaner fra i år er Vals med Bashir: en krigshistorie fra Libanon af Ari Folman, som er forfatterens egen jagt på sin historie om hans tid og traumer som israelsk soldat under invasionen i Libanon i 1982, herunder massakren i de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila i Beirut. Meget stærk og voldsom fortælling, som er med til at give et billede af, at soldater ofte kun er store drenge.
Det er nok årets bedste grafiske romaner, der er kommet i år, og som jeg har læst vel at mærke. Giv gerne flere tips!!!
Desuden har jeg af en eller anden grund først nu kastet mig over Marjane Satrapi og hendes efterhånden bedagede Persepolis I og II. Hvorfor har jeg dog ikke gjort det før? Og en anden, som har gjort stort indtryk er japaneren Yoshihiro Tatsumi med hans The Push Man and Other Stories, som er fra ca. 1970. Japansk ensomhed og misantropi, der virkelig kan vaske sig!!
Og så glæder jeg mig til at læse Christoffer Zielers nyudgivne Stejl fart. Se hans hjemmeside her.

torsdag den 16. december 2010

Hvad skal vi snakke om? - i læsekredsen, altså!

Conny havde en kommentar til mit indlæg om skønlitterære nyudgivelser i januar 2011, som gjorde at jeg tænkte over, hvad jeg egentlig selv havde haft lyst til at diskutere af det sidste halve års danske skønlitteratur med andre i f.eks en læsekreds, læseklub eller hvad barnet nu engang kan hedde.
DR's Romanklub har truffet nogle valg i denne sæson, og de to som jeg har læst, nemlig Bombaygryde af Jens Blendstrup og Det dobbelte land af Birgithe Kosovíc, synes jeg er fine valg - og også 'modige'.
Men jeg har da nogle andre danske bøger fra i år, som jeg også tror ville kunne anbefales til læsekredse: Både Jacob Berner Moe og Lars Husum har hver en roman i rygsækken før 2010. De var ok, men de har i år begge skrevet noget, der var rigtig godt og ville være godt at tale om. Jacob Berner Moe kom med Gloria om juristen Aksel, som bliver udfordret på sin ellers faste moralske habitus ved at indlede et forhold til sin tidligere plejedatter, Gloria. Og Lars Husum har skrevet en stærk indlæg i debatten om krigsveteraner i Jeg er en hær, som jeg er meget begejstret for (og tydeligt ser for mig på en af DR's Romanklubs to manglende pladser i år).
Så er der Katrine Grünfelds Sommerferie, som jeg har læst to gange, fordi jeg valgte at holde oplæg op den på min arbejdsplads' bogcafé. En besk historie om det tilsyneladende gode liv, der bare er så fandens svært at kunne fungere.. Og i en helt anden boldgade Mikael P. Josephsens Neden under, der er en moderniseret socialrealistisk kollektivroman fra Svendborg, igen om drømmen om Det gode Liv på et andet sted - denne gang med Australien som fællesnævner.
Og endelig er der to gange 'drengerøv': Kapgang af Morten Kirkskov (som jeg gerne havde set få årets debutantpris) om 13-årige Martin i halvfjerdsernes Sønder Omme, hvor moderens død er omdrejningspunkt midt i pubertens virkelighed. Og så endelig Mandefald af journalisten Mads Kastrup, hvis noveller spidder mandlige stuationer drøngodt med flere forskellige litterære virkemidler.
Lige bortset fra Katrine Grünfeld er det mandlige forfattere og langt hen af vejen mandlige vinkler, men jeg kan nu engang ikke løbe fra mig selv....

Lars Husum: Jeg er en hær, 2010

Det er én af efterårets rigtig gode og vedkommende danske romaner, som Lars Husum har skrevet med Jeg er en hær. Jeg ved ikke, om det er en bog, som tidligere udsendte soldater til Bosnien, Irak eller Afghanistan vil tage til sig som deres, men jeg har en fornemmelse af, at bogen har gjort mig klogere på reaktioner efter udsendelse til brændpunkter.
Bogens fortæller, Jakob, og hans ven siden kravlegården, Jesper, vælger begge at lade sig udstationere i først Bosnien og nogle år efter i Afghanistan. Deres liv ligger åbent for dem i starten af bogen, men efter en voldsom ulykke der rammer begges familieliv mellem de to udsendelser, går Jesper i voldsom og hurtig opløsning, mens Jakobs udvikling er mere 'kontrolleret'...
Det er en meget stærk bog om de to stærke og uspolerede fyre, hvor altings åbenhed går i vasken på nogle få år. Lars Husum har styr på psykologien, på brændpunktsresearchen, på en troværdig personopbygning og på at fortælle den historie, som han har på hjerte uden at det virker som om, at det er en lægprædikant, der forsøger at missionere i romangenren. Fantastisk godt gået i forhold til at sætte noget samfundsmæssigt vigtigt til debat i litterær form. Det er hammergodt og en af årets rigtig gode danske romaner.
(Og kan man gætte på, at det bliver en af de to resterende bøger i DR's Romanlæsekreds?)
****
Se også min anmeldelse af Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus