fredag den 20. november 2009

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P, 2009

JAO er min absolutte yndling blandt danske krimiforfattere med makkerparret Mørck & Assad med Rose som vigtigt trediehjul. Blandingen af parodisk krimikomedie og den rene psykopatiske uhygge fungerer fint - men er nok lige skarpt nok optrukket her i tredie del af serien.
Men han kan skrive, både morsomme, overraskende og i den grad ubehagelige scener, så tingene på en eller anden måde går op. Måden at skrue sine bøger sammen på kunne blive en ren katastrofe men bliver til en god balance mellem vidt forskellige genrer.

***

Richard Flanagan: Den ukendte terrorist, 2008

Enormt spændende emne: nemlig en kvinde der af tilfældigheder, og uden grund, pludselig er jaget vildt som midtpunkt i et altomfattende terrorhysteri. At hun så er stripper gør selvfølgelig ikke sagen mindre pikant!
Men det er som om, at der noget der mangler for at historien helt hænger sammen. Jeg kan ikke præcis sætte fingeren på det, men den virker ikke helt troværdig. Desuden er der nogle personer, hvor jeg ikke helt kan se deres funktion, heriblandt politimanden Nick, bortset fra at han får en afgørende rolle til sidst.
Bogen får tre stjerner - men der er egentlig ikke langt op til de fire.
***
(Læst februar 2009)

Se også min anmeldelse af Richard Flanagans Savn

Peter Carey: Tyveri, 2008

En hæsblæsende tragisk komedie med den faldne stjerne, maleren Michael "Butcher" Bones og hans bror Hugh, "Slow Bones". Efter mødet med Marlene tager begivenhederne fart i både Sidney, Tokyo og New York med svindel, druk, sex og et par ordentlige lussinger til en forloren kunstverden.
De to brødre skiftes til at fortælle deres versioner af historien, og det fungerer godt i en velskrevet og veldrejet gavtyvehistorie om snob i en kustverden, hvor kunsten i højere grad er et investeringsobjekt end noget man nyder.
***
(Læst december 2008)

torsdag den 19. november 2009

Jacob Berner Moe: Vandel, 2008


Fin lille historie fra den midtjyske landsby Vandel om Lea, Bo og Christian og deres indbyrdes handler med større ting i deres liv. Vandel betyder iflg. Ordbog over det danske sprog "handelsmæssigt samkvem" eller "måde at ..leve på", og begge betydninger dækker handlingen ganske godt.
En af 2008's lidt oversete bøger, som godt kunne have fortjent noget mere spalteplads. Jeg havde i hvert fald ikke hørt om den, før jeg stødte på den lidt tilfældigt.
***
(Læst februar 2009)

Se også min anmeldelse af Jacob Berner Moes Gloria

tirsdag den 17. november 2009

Alan Moore & Dave Gibbons : Watchmen, 1986-87

Helt utrolig fantastisk tegneserie om de nu forbudte og derfor 'pensionerede' superhelte, da der i 1985 under en overhængende trussel om atomkrig også begynder at ske elimineringer af de enkelte helte. Er det to forskellige trusler, eller er der en sammenhæng?
Præmissen for historien er at superheltbegrebet blev opfundet i tegneserier men kopieredes i det virkelige liv af personer, der havde evner og midler til at optræde på lige fod med tegneseriernes figurer.
Alan Moore ER er en genial forfatter. Værket er gennemført på alle leder og kanter - med referencer til højre og venstre, med aktuelle kommentarer til Verden i slutningen af 80'erne hvor historien blev til, og mesterligt tegnet af Dave Gibbons. Et sandt mesterværk, som også står på Time Magazines liste over de 100 bedste romaner nogensinde... Jeg lånte bogen på biblioteket - jeg VIL have den stående i mit hjem til genlæsning igen og igen!
*****

Gert Nygårdshaug : Provst Gotvins geometri, 1999

Indhold: Geometri, palæoarkæologi, falske voldtægtsanklager, katolicisme, kvantefysik, konspirationsteorier, det gyldne snit, gastronomi, middelalderarkitektur, religiøst vanvid, palæontologi, alzheimer, neanderthalkunst, bombesprængning, teologi, danske vikingeborges sammenhæng med græsk mytologi, nutidig inkvisition – og ikke mindst kærlighed.
Stedsangivelse: Den fiktive norske provinsby Vanndal, men også i Madrid, Santiago de Compostela, Bordeaux, Regensburg og Korsør!
Hovedperson: Gotvin Soleng, norsk præst i begyndelsen i af 30’erne, der søger ”Den store Sandhed”.
Vurdering: Stor og glimrende fortælling, der faktisk får indholdselementerne samlet i én sammenhængende historie – solid, tankevækkende og til tider både meget morsom og rørende. Der er dog sine steder, hvor bogen bliver noget sludrende og giver lyst til at springe nogle sider over.
(Originaltitel: Prost Gotvins geometri, 1998)
***1/2

Mikkel Birkegaard - Over mit lig, 2009

For at gøre det kort: Dette er ikke nogen god bog - og jeg vil ikke med nogensomhelst god grund kunne anbefale den til nogen!
Ideen er set før, men det kan så være vil, hvis den var veludført. Personerne er i den grad papfigurer, politiet opdager ikke eller bliver ikke gjort opmærksom på efterligninger af en af landets mest læste forfatteres litterære mord, Frank Føns' fortid og nutidige liv er klichefyldt ud over alle grænser. Det eneste realistiske er det mareridt en bogmesse i Forum kan være...
En stjerne for at det overhovedet er lykkedes at få bogen udgivet, og en halv for at jeg trods alt læste bogen til ende, bare for at se hvordan historien hang sammen - hvad den ikke rigtig gjorde....
*1/2

mandag den 16. november 2009

Arnaldur Indriðason: Vinterbyen, 2009

'Jeg er til jorden fæstnet
forfrossen og fortabt...'
Som sædvanlig førsteklasses islandsk misantropi med ensomhed og tristesse på en årstid i Reykjavik, hvor solen kun er oppe fire timer om dagen. Og som sædvanlig er mord og ensomhed temaer hos Arnaldur, denne gang blandet med uviljen mod 'de fremmede'.
Igen en gedigen krimi, men med en sidehistorie (Andres) som jeg ikke helt kan få til at indgå. Temaet 'fremmedfjendskhed' bliver fint taget op, så der ikke moraliseres. Og ensomheden og tristheden forstår AI at forny gang på gang i sine bøger.

(Originaltitel: Vetrarborgin, 2005)
***

mandag den 9. november 2009

Robert Zola Christensen: Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, 2009

God, men også drønirriterende bog at læse. Skrevet i et alkoholisk anfald af sammenrablende tankestrømme, hvor der kan være flere tidsspring indenfor samme sætning - der i øvrigt kan være på et par sider engang imellem men ikke vejen igennem, når historien endelig går ud af land-land-landevejens jævne sti. (Nå, men han er altså bedre til den slags sætninger, end jeg er).
Der bliver uddelt hug til alt mellem himmel og jord, ikke mindst til Zolas danske forfatterkolleger af fortælleren Allan (Carsten Jensen=lort med farvelade), som dækker bitterheden over sig selv med surhed over andre.
Først til allersidst formår RZC at få Allan til at blive et rigtigt menneske for mig, selv om han havde haft chancer for det i kraft sin baggrund og alder. Alt i alt god men absolut ikke uforglemmelig.
***